York imponerer

Igen i år betyder maj-måned studietur til York i England for vores hhx’ere i 1.g – og i år har de taget htx’erne med.

Tidlig søndag morgen 6. maj fløj nemlig både 1.a og 1.x mod England sammen med deres undervisere. Her skal de i løbet af en hel uge opleve den spændende by med rundture, virksomhedsbesøg og ikke mindst besøg og undervisning på The University of York.

Mandag startede eleverne med en rundtur i den charmerende by, som består af gamle bygninger, flot natur og en livlig stemning. Rundturen startede med en tur på bymuren, som snor sig gennem byen, og hvorfra elever og undervisere havde en fantastisk udsigt til centrum af byen samt til den utroligt smukke katedral, som tårner sig op i York.

Derefter gik turen til Sainsbury’s – en stor supermarkedskæde, som gør utrolig meget for at minimere madspild. På mange forskellige parametre. Her havde 1.a og 1.x et møde med butikkens bestyrer samt med en af hans medarbejdere, som blandt andet er med til at give overskydende mad til fattige og hjemløse.

Næste punkt på dagsordenen første dag var det skønne street food-marked Shambles Market, hvor de to klasser fik lækker frokost i det lige så lækre vejr. Med fulde maver brugte elever og undervisere eftermiddagen på at se katedralen indefra og sejle ned ad floden Ouse, der går genmem byen.

Alt i alt en skøn dag og en super start på studieturen. Tirsdag går turen til University of York.

Se flere fotos fra turen på vores Facebook-side