Uge 7 er lig med vinterferie. Det betyder, at der er ualmindeligt stille på Allikelund i øjeblikket, mens eleverne lader op til en slutspurt på skoleåret.
Men hvad skal eleverne egentlig bruge ugen på? Det har vi talt med en række af dem om.
Passe niece og hus
Først 3.O, som havde mange forskellige planer. Marcus skulle eksempelvis passe sin niece, mens Julie skulle passe hus for sine forældre, som var draget på ferie. Resten af klassen havde blandede planer med afslapning, rejser og arbejde.
Den næste, vi talte med, var Nikoline fra 2.K, som var klar til at forlade Danmark for en stund. Hun kunne nemlig med glæde sige, at hun skulle på skiferie og flyve nedad de mange bakker.
Mange ture i kalenderen
Også vores undervisere havde spændende planer, fandt vi ud af, da vi mødte Houssein. Han havde nemlig planlagt at skulle til Tyskland for at mødes med sine studiekammerater.
Sidste klasse, vi nåede at tale med, var htx’erne fra 1.x, som fortalte løs om mange forskellige planer. Heriblandt Mikkel, som sammen med en masse fra klassen skulle på tur til København, mens den for mange også stod på arbejde.
Vi glæder os til at se dem tilbage på Allikelund efter en forrygende vinterferie.