Jubiii! Så blev det endelig første skoledag for nye og gamle elever på Allikelund Gymnasium. Efter at have glædet sig i hele sommerferien, så kom endelig den dag, hvor Allikelunds elever kunne møde hinanden og deltage i spændende faglig undervisning og masser af fælles aktiviteter. Igen strømmede over 100 unge mennesker til rækken af de forskellige uddannelser, som findes på Allikelund.

Selv om temperaturen er faldet lidt her de sidste par dage, så var sommerhumøret dog højt hos de elever, vi mødte her til morgen på vej ind på Allikelund Gymnasium. Vi spurgte nogle af 3.g’erne, hvad de havde af forventninger til et nyt og frisk skoleår:

”Vi glæder os til at komme i gang med et nyt skoleår, hvor den står på masser af spændende læring og sjove aktiviteter – f.eks. glæder vi os vildt meget til at se Jesper Buch her på skolen senere på året” fortalte HHX’erne Caroline, Alma og Søren fra 3A.”

Ved fælles samling i salen bød rektor, Karen Marie Bach Christensen, alle elever velkommen til et nyt skoleår:

“Velkommen – Velkommen til jeres ungdomsuddannelse – Velkommen til Allikelund Gymnasium. Vi har glædet os til at tage imod jer. En ungdomsuddannelse er et meget vigtigt tidspunkt i et menneskes liv. Det er her i både fagligt og personligt kommer til at udvikle jer, og det er her, i kommer til at skulle træffe nogle vigtige beslutninger for resten af jeres liv. Allikelund Gymnasium sikrer, at i bliver en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle, og der er også plads til at være jer selv. Vi går nemlig meget op i at skabe inkluderende fællesskaber, hvor i kan føle jer trygge, men også, hvor der er plads til den enkelte.”

Og med de ord er skoleåret skudt i gang her på Allikelund. Det bliver et spændende år med mere end 200 elever og 25 undervisere samt mange andre medarbejdere som i fællesskab får hverdagen til at fungere med samarbejde, læring og sjov.