Loading...
/Valgfag for grundskolen
Valgfag for grundskolen 2019-10-15T22:17:50+00:00

Går du i 8. eller 9. klasse, kan du tage forskellige valgfag hos os og prøve dig selv og dine interesser af i nye og sjove rammer.

På Allikelund Gymnasium kan du, primært når du går i 8. klasse, vælge mellem 4 forskellige valg.

På den måde kan du opleve vores inspirerende studie- og læringsmiljø, der er fyldt med unge mennesker, der ligesom dig gerne vil have det sjovt, mens de lærer nye ting.

Det praktiske

  • Tilmelding sker gennem din skole

  • Alle valgfag begynder torsdag 5/9 og slutter 30/4

  • Alle valgfag kræver, at du har en computer med

  • Enten sørger du selv for transport til Allikelund Gymnasium – ellers gør din skole

  • Alle vores grundskolevalgfag er om torsdagen kl. 13.30 til kl. 15.30

Medier og kommunikation

Har du lyst til at designe flotte hjemmesider, sjove spil, små apps og videoer?

Så er valgfaget Medier og Kommunikation noget for dig. Her leger vi med at udvikle medieprodukter ved at bruge nogle af de værktøjer, man bruger i virkelighedens verden. Faget giver dig også en smag på, hvordan det er at være gymnasieelev på HTX. Så tag din computer under armen og gør dig klar til at lege med medier.

Bioteknologi

De kan være gode, og de kan være onde, og så kan de være virkelig grusomme. Du har flere af dem i din krop end du har menneskeceller… hvad snakker vi om? Bakterier! Og vi kan faktisk ikke leve uden dem.

Vi skal se nærmere på, hvilken betydning bakterier har for os og vores krop, ligesom vi skal se på betydningen af at kende vores blodtype, og hvordan man kan fælde en morder baseret på DNA. Vi kigger også nærmere på kostens sammensætning, og hvordan vi med kemisk analyse kan bestemme, hvilken type kulhydrater vores mad består af.

Gymnasieklar

På dette valgfag får du mulighed for at forbedre dit niveau i dansk og matematik, så du kan blive helt klar til at komme i gymnasiet. Du bliver også klogere på, hvilke sociale, adfærdsmæssige og faglige krav der er for at kunne klare sig i gymnasiet.
Undervisningen vil være tilrettelagt lidt som almindelig gymnasieundervisning, men på et meget lavere niveau. På den måde kan du finde ud af, hvordan det vil være at gå i gymnasiet, og du vil få hjælp til at blive klar til selv at være en del af gymnasiet. Der vil være fokus på fagene matematik og dansk.

Innovation

”Hey hør lige, jeg har en vildt god idé til hvordan jeg kan blive millionær!”

Der er rigtig mange gode idéer derude, måske har du endda selv en masse idéer til, hvordan du kan blive millionær eller måske til, hvordan man kan gøre ting anderledes eller smartere? I valgfaget innovation arbejder vi med de gode idéer. Du kender det måske, lige pludselig kommer den til dig – den gode idé.

Andre gange prøver du på at få nye idéer, men kan slet ikke finde på noget. I innovation lærer du, hvad du kan gøre for at få flere gode idéer. Du lærer også, hvordan du kan vælge imellem alle de gode idéer, så du kun arbejder videre med den allerbedste. Når I har valgt, hvilken idé du og din gruppe vil gå videre med, arbejder vi med, hvad der egentlig skal til, for at gøre netop jeres idé til virkelighed. Med andre ord gælder innovation om at tænke nyt, tænke anderledes og om at lære på en ny og sjovere måde.