Trivselsgrupper gjorde underværker
Gensynsglæden var enorm på Allikelund Gymnasium fredag d. 5. marts. Her mødtes skolens EUX- og EUD-elever på grundforløb 2 i små, faglige trivselsgrupper, og for de otte nye elever som startede tilbage i januar, var der tale om det allerførste fysiske møde med deres nye klassekammerater og lærere.
En række af Folketingets partier har vedtaget, at ungdomsuddannelserne kan benytte sig af trivselsgrupper under corona-nedlukningen. I hver gruppe må fire elever og én underviser mødes fysisk, og den mulighed benyttede Allikelund sig naturligvis straks af.
For selv om foråret har meldt sin ankomst, er eleverne stadig ikke vendt retur til klasselokalerne. Skolens elever og ansatte er fortsat henvist til virtuel undervisning foreløbig frem til den 15. marts, og derfor begynder savnet af hverdagen og kammeraterne virkelig at kunne mærkes.
– Vores elever savner i den grad deres normale hverdag. Vi er i tæt kontakt med dem, men det er en meget hård periode for dem. Når vi taler med dem i de virtuelle fællesskaber, så fortæller de, at de savner studiemiljøet på Allikelund. De savner interaktionen i de fysiske fællesskaber, fortæller rektor på Allikelund Gymnasium, Karen Marie Bach Christensen.
Humørboost og ekstra motivation
Trivselsgrupperne med god afstand, mundbind og afsprittede hænder blev en særdeles positiv oplevelse for både elever og lærere, fortæller Charlotte Sølver, som underviser på Allikelund:
– Det var virkelig dejligt at møde eleverne igen. Og så var det skønt at opleve, hvor meget de sociale relationer betyder for eleverne. Flere af de unge var faktisk så ivrige efter at mødes, at de troppede op på skolen cirka 40 minutter før aftalt, beretter Charlotte med et smil.
– Der gik ikke mange minutter, før både bordfodboldspil og computere med musik blev taget i brug. Og meget sigende for gensynsglæden, havde eleverne knapt nok tid til at spise de frokostsandwiches, som skolen havde bestilt. De unge ville meget hellere snakke og hygge, fortæller Charlotte og tilføjer:
– Selvom mødet i trivselsgrupperne primært havde et socialt aspekt, så har gensynet uden tvivl også højnet elevernes motivation for selve skolearbejdet efter mange ugers isolation bag skærmene derhjemme.
Træning, shopping og regnbuefarvet hår
Snakken i trivselsgrupperne gik i det hele taget lystigt. Nogle af eleverne fortalte, at tiden var lang derhjemme, og at de holdt gejsten oppe ved at hjemmetræne til YouTube-videoer. Andre indrømmede blankt, at de kom til at bruge lidt flere penge på onlineshopping, når de nu alligevel sad så længe foran skærmen. Nogle søde unge damer havde farvet hår i de flotteste regnbuefarver, nu hvor frisøren alligevel havde lukket. Og så var der endda også kommet et nyt kærestepar i klassen under nedlukningen.
Efter et par hyggelige timer gik eleverne på weekend, og her stod håbet malet helt tydeligt i deres ansigter: ’’Hvornår kommer vi tilbage?’’
Venner og studiemiljø påvirker uddannelsesvalget
Når de unge vælger ungdomsuddannelse i Kalundborg eller andre steder i landet, så har vennernes holdning til en bestemt uddannelse en klar betydning for de unges beslutning. Hvor det tidligere var mor, der var den primære faktor for de unges valg, så har accepten fra vennerne nu en stigende indflydelse.
Men først og fremmest spiller studiemiljøet en meget væsentlig rolle for valget, siger rektor på Allikelund, Karen Marie Bach Christensen:
– På Allikelund Gymnasium har vi et godt studiemiljø, der er kendetegnet af både faglig og social interaktion og et udpræget fokus på at skabe et studiemiljø uden stress, mobning og diskrimination, fortæller hun og understreger, at præcis de samme værdier gælder for det virtuelle studiemiljø, der netop også skal være karakteriseret af en positiv interaktion med plads til alle.
Stadig plads på Allikelund
Rigtig mange unge har allerede tilmeldt sig en ungdomsuddannelse, som de skal starte på til august, og den officielle frist var da også den 1. marts. Men der er stadig en række unge fra Kalundborg Kommune som endnu ikke har sat deres endelige kryds.
– Sidste år fik vi elever helt frem til skolestart, og skulle man af en eller anden årsag endnu ikke have valgt, så er man altid velkommen til at ringe til os, siger Allikelunds rektor Karen Marie Bach Christensen, der glæder sig over endnu et år med flotte ansøgertal.
Se også: tv-kalundborg.dk