Energipriser og klimakrise har været centrale fokusområder i længere tid, og særligt de unge har en udpræget opmærksomhed på, hvordan de i hverdagen kan gøre en forskel. Således også på Allikelund Gymnasium, hvor det har været afsæt for initiativet Allikelund Gymnasium trækker stikket. Et initiativ, der er opstået som et samarbejde mellem elevrådet og rektoren på gymnasiet.

Undervisningen er flyttet ud
Mandag og tirsdag i uge 4 afholdte Allikelund Gymnasium i den sammenhæng energifrie dage. Alt strøm var slukket på hele skolen, og varmen var sænket med undtagelse af de få nødvendige steder. Begge dage blev der afholdt forskellige former for alternativ undervisning i byen, i erhvervslivet, på udstillinger og på Teams.

Før jul trak Allikelund Gymnasium også stikket, da der blev afholdt en old school skoledag med papir og blyant for alle elever. Her blev der hverken brugt elektronik eller unødvendigt lys.

– Generelt er eleverne meget bevidste om at mindske deres klimaaftryk. Og vi har skudt en konkurrence i gang, hvor hver klasse skal komme med et kvalificeret gæt på, hvor meget vi, i runde tal, sparer på at afholde disse to dages undervisning uden for matriklen. Her får vinderklassen naturligvis en skøn kage, de kan nyde, udtaler rektor Karen Marie Bach Christensen.

At gøre en forskel
Rektor Karen Marie fortæller videre, at underviserne straks var med på ideen tilbage i december. Opdraget lød, at de skulle bruge lokalmiljøet til alternativ undervisning, og at det skulle gøre for så få midler som muligt. Et par enkelte klasser har dog fået bevilget begrænsede midler til deres aktiviteter – såsom grundforløb 2 (GF2) på den merkantile erhvervsuddannelse, som var en tur i København. En tur med fokus på detailbranchen.

Derudover besøgte en klasse Kalundborg Museum med fokus på særudstillingen omkring Carmen, mens en anden var på havnerundfart, og en række andre klasser arbejdede med vandrensning, iværksætteri og testet escape room i Roskilde.

De mange anderledes undervisningstiltag i Allikelund Gymnasium trækker stikket er helt på linje med den udprægede erhvervsrettethed, som alle uddannelserne på skolen har: med fokus på det tætte samarbejde med virksomheder og andre aktører uden for skolen.

Oplevelserne deles på tværs
Klasserne har desuden fået til opgave at beskrive deres særlige aktivitet hen over disse dage, så alle kan få glæde af hinandens oplevelser og historier. På den måde er forløbet både en gevinst for et reduceret klimaaftryk og en læringsmæssig gevinst.

– Sammen kan vi gøre en forskel, og både underviserne og eleverne har været meget dedikerede i forhold til denne udfordring. Med dette tiltag er det også mit ønske, at vi fremadrettet lige tænker en ekstra gang over, hvor vi kan begrænse vores energiforbrug generelt. Samtidigt så er det tydeligt, at de mange anderledes undervisningsforløb også er til glæde for elevernes lærings, afslutter rektor Karen Marie.

Næste omgang Allikelund Gymnasium trækker stikker er endnu ikke planlagt, men rektor Karen Marie forsikrer, at det er kommet for at blive, ligesom et udpræget fokus på det tætte samarbejde med virksomheder og undervisning uden for skolens lokaler også i fremtiden vil være en fast del af Allikelunds dna.