Onsdag 15. september og torsdag 16. september var Allikelund Gymnasium ryddet for både lærere og elever; der blev nemlig øvet fjernundervisning.

Morgenmylderet var derfor flyttet fra skolens parkeringsplads, hovedindgang samt gangarealer og ind på Teams, da alle lektioner var således omlagt til at være virtuelle.

Fjernundervisningsdagene har været planlagt siden starten af skoleåret og havde til hensigt – lidt ligesom en brandøvelse – at sikre, at vi er beredte, hvis ‘uheldet’ skulle være ude, og vi må gå online med undervisningen igen.

Bedre in real life
Eleverne er dog glade for, at det kun er for to dage. Maurice og Martin fra 1.o er i hvert fald begge enige om, at almindelig undervisning er at foretrække.

− Det kan være lidt demotiverende og udfordrende, når timerne foregår virtuelt, fortalte de.

− Det er nemmere og sjovere at være fysisk sammen med klassekammerater og lærere!

Det fik de lov til igen fredag, hvor alt var tilbage ved det normale igen på Allikelund. Endda med introfest om aftenen.