Gæsterne strømmede til Åbent Hus på Allikelund Gymnasium, da der mandag aften 27. januar 2020 blev holdt Åbent Hus fra 17.00-19.00.

Blandt de mange gæster var en begejstret mor, som højlydt konstaterede, at man her straks kan fornemme den hyggelige atmosfære.

Mange nysgerrige besøgende
Som rektor Karen Marie Christensen også forklarer det, er det et karakteristika, som dækker over den mangfoldighed af uddannelser, som huset på J. Hagemann-Petersens Alle 22 i Kalundborg rummer.

Efter lidt over 100 håndtryk var Karen Marie klar til at byde alle gæsterne hjertelig velkommen til det, der var hendes første Åbent Hus på Allikelund Gymnasium. Et gymnasium, der i den seneste tid i den grad har oplevet en opblomstring af studie- såvel som generelt ungdomsmiljø.

Masser af muligheder
I løbet af aftenen blev alle de fremmødte klogere på de forskellige uddannelser på Allikelund. Både hvad de rummer i årene i gymnasiet, og hvad de giver mulighed for efterfølgende.

Med en studentereksamen fra Allikelund Gymnasium – hvad end det er HHX eller HTX – kan man læse på de fleste videregående uddannelser, og i løbet af sin uddannelse kan man præge sin uddannelse med den studieretning, man er mest til.

På HHX kan man således vælge mellem studieretningerne International Økonomi og Innovation, mens man på HTX kan vælge mellem Biotek og Matematik eller Kommunikation, Design og IT. PÅ HHX og HTX får eleverne både grundlæggende digitale og globale færdigheder, og på begge uddannelser lærer man om, hvordan man starter egen virksomhed. Dette er der stor interesse for blandt de unge, og det virker tiltalende på mange at få udsigten til være deres egen chef.

Du kan også vælge EUD eller EUX
Dette er også tilfældet på de to andre uddannelser, som er under samme tag på Allikelund – nemlig EUD (erhvervsuddannelser indenfor handel, kontor og event) og EUX (kombineret erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse inden for handel, kontor og event).

På EUD går man i skole i et år (grundforløb 1 og 2). Herefter veksler resten af uddannelsen mellem praktik og skole. Denne del af uddannelsen tager cirka to år. På EUX går man i skole i to år, og så er man erhvervsstudent. Herefter kan man vælge at afslutte erhvervsdelen med to års praktik, eller man kan læse direkte videre. De EUX-elever, der læser videre, læser f.eks. økonomi, journalist, kommunikation og formidling, sprog – eller vælger at uddanne sig til lærer, pædagog, finansøkonom eller markedsføringsøkonom.

Nyt tilbud på K10 til sommer
I starten af uddannelsen har EUD og EUX en del af deres undervisning sammen. Desuden rummer Allikelund også K10, som er 10. klasse. I det kommende skoleår vil eleverne her få et helt nyt tilbud, der bl.a. indebærer, at de otte timer om ugen skal have et selvvalgt linjefag.

– De unge har så mange uddannelsesmuligheder, og uddannelserne forandrer sig hele tiden. Selvom det er muligt at slå en masse information op på nettet, så kan det stadig for mange være en uddannelsesjungle at finde rundt i. Uddannelsesvalget er et vigtigt valg for de unge. Derfor var det også skønt at opleve, at der kom så mange til vores åbent hus, fortæller en glad og tilfreds rektor Karen Marie Christensen, som kunne se de mange gæster suge viden og inspiration til sig af både lærere og elever på Allikelund i løbet af de to timer mandag aften.

Men det var ikke kun mandag aften, du kunne komme til åbent hus på Allikelund i år. Det holdes nemlig igen på torsdag 30. januar fra 17.00-19.00, hvor fokus er på 10. klasse, forklarer Karen Marie videre.

Se verden med Allikelund
Udsyn er en del af den almendannelse, som Allikelund Gymnasium vægter højt. Derfor er der gennem de sidste 10 måneder med rektor Karen Marie Christensen i spidsten skabt en tæt interaktion med erhvervslivet, så elevernes læring kobles til et indgående kendskab til virksomhedernes praksisproblemtikker.

Men udsynet handler også om et globalt udsyn. Derfor er der ligeledes vægt på studieture med faglig tyngde. Som noget helt unikt tilbydes alle 1.g’ere at komme to uger til York i England, hvor de bl.a. kommer til at gå på deres super spændende University of York. Eleverne er enormt glade for dette internationale tilsnit, da de både får styrket deres sprog, øget deres globale udsyn og får prøvet at læse på et universitet i udlandet. En unik chance, som giver flere unge blod på tanden i forhold til senere i livet at læse eller bo i udlandet.

Vil du vide endnu mere om Allikelund? Søg rundt her på siden, giv os et kald på 72 290 500, eller send os en besked på Facebook.