Studentereksamen blev i dag tirsdag 19. maj kickstartet med skriftlig dansk på Allikelund Gymnasium. En skriftlig eksamen, som alle gymnasieelever i hele landet skal op til grundet nye ‘corona-bestemmelser’ – men dog med forskellige afsæt.
En time mere for EUX
Eksamen for Allikelunds gymnasieelever på HTX er fx rammesat til fem timer, mens den på EUX er sat til seks timer. Gymnasieeleverne kommer typisk op til skriftlig danskeksamen, også selvom der ikke er særlige bestemmelser, som i år i forbindelse med corona.
− Vi har haft ca. 40 elever til skriftlig dansk eksamen i dag, men med den kæmpe vækst, vi har oplevet i forhold til søgningen til Allikelund Gymnasium og med genoprettelsen af HHX i Kalundborg, vil det betyde dobbelt så mange elever til skriftlig eksamen i dansk, når vores kommende elever bliver afsluttende gymnasieelever, der skal til studentereksamen, fortæller en stolt rektor på Allikelund Gymnasium Karen Marie Christensen.
Havde fyldt op i kantinen
Eleverne mødte på eksamensdagen tirsdag ind i rigtig god tid med fuld strøm på computeren og med madpakkerne i orden. Lærerne kunne fortælle, at den rolige start på eksamen er altafgørende for de fleste elevers evne til at kunne præstere optimalt. En del af eleverne havde besøgt kantinen og købt ekstra snacks og mad hos Heidi – den nye kantineansvarlig på Allikelund. Der blev hyggesnakket på afstand, og mobilerne blev lagt på bordet ved tilsynet. Kroppen blev strakt og bordet indrettet. Klar til eksamen.
På slaget 9.00 gik eksamen i gang, og herefter var der stille – koncentrationen og fordybelsen sænkede sig over eleverne kun afbrudt af håndvask og toiletbesøg. Da klokken blev 14.00 sluttede eksamen for HTX-eleverne, og en time senere sluttede den for EUX.
Mathias Melin fra EUX fortæller her om dagens eksamen:
En god løsning i disse tider
Rektor Karen Marie havde med spænding set frem mod, hvordan studentereksamen skulle klares med tanke på corona, men hun synes, planen for det er endt med at være god.
− Vi håbede, at vores afgangseleverne kunne tage deres studentereksamen så normalt som muligt, og under omstændighederne synes vi, det er en fin løsning, at eleverne alligevel får lov til at vise deres værd i tre af fagene. Og med den fine plan for nødundervisning har eleverne også mulighed for at forbedre karaktererne i de øvrige fag.
Alle gymnasieelever skal op til to skriftlige eksamener og en mundtlig. Fælles for dem alle er, at de skal op i dansk skriftligt samt et andet såkaldt A-niveau-fag (et fag de har haft alle tre år og derfor har på højeste niveau).