//Michael årets første student med et 12-tal

Det var både glæde og lettelse, der stod tegnet i ansigtet på Michael Bøje Andersen fra 3.Z, da han kom ud af eksamenslokalet efter sin sidste eksamen på Allikelund Gymnasium.

Tre års slid og læring
Det var overstået. Eksamenerne. Nu ventede fejringen ovenpå en måned – okay, faktisk tre år – med hårdt slid.

Derfor var det også med raske og forventningsfulde skridt, at han nu gik ned mod venteområdet på Allikelund. Her stod hans nærmeste nemlig og ventede, vidste han. Med den smukke blå studenterhue, som han om få øjeblikke skulle have på hovedet.

– Jeg fik 12, kunne Michael meddele som det første foran den spændte menneskeflok af både venner og familie. Og så brød jublen løs.

Forventningens glæde er stor i disse dage.

Lykønskningerne tilfaldt ham alle steder fra, og da han havde fået studenterhuen eftertrykkeligt sat på, gik han rundt til det ene knus efter det andet blandt de smilende og grinende ansigter.

– Du havde da ellers sagt, du var sikker på, du ville dumpe, lød det med et grin et sted i flokken, og Michael trak på skuldrene med en grimasse, der er en student værdig.

Flaget skulle hejses
Men men men … fejringen kunne ikke helt gå løs endnu, for der var endnu en opgave. Et vigtigt punkt på dagsordenen for Michael som årets første student fra Allikelund Gymnasium.

Han skulle ud og hejse flaget foran skolen.

Det klarede han i et snuptag, mens venner og familie klappede, som Dannebrog steg til tops.

– Det er simpelthen bare skønt at være færdig, lød det fra Michael, som sluttede med et gennemsnit på imponerende 11,3 og derfor nu har liv i drømmen om at læse medicin.

– Jeg har søgt ind – både i København og Odense, så nu håber jeg bare at komme ind, forklarede studenten med endnu et stort smil.

Men først venter dimission, vognkørsel og en måned med studentergilder.

På Allikelund Gymnasium ønsker vi alle vores elever kæmpe tillykke med bedriften. Det er stort, hvad I har formået ved at sikre jer en studentereksamen fra enten HHX eller HTX. Og vi glæder os til at være med til at fejre jer.

2019-06-24T11:25:37+00:00 24 juni, 2019|Nyheder|