Lørdag 26. juni 2021 satte vi med årets dimission et flot punktum på endnu et skoleår på Allikelund Gymnasium. Og hvilket år det har været! Hvis vi lige ser bort fra corona og nedlukninger undervejs, har det været 12 måneder med fart på og fede oplevelser.

Her i artiklen har vi fundet et par højdepunkter, som vi med glæde husker tilbage på. Lad os kalde det en top-8 for skoleåret 2020/21 – dog ikke i prioriteret rækkefølge.

Nr. 8: Årets introture

De er altid et hit, hvor vores nye elever bliver rystet sammen på kryds og tværs og lærer både hinanden og deres tutorer at kende. Vejret var med os disse dage, og tutorerne havde som altid fundet på et sjovt program med skøre lege og tid til at tage en slapper (og dukkert  viste det sig) i solen.

Nr. 7: Aktivitetsdag for hele skolen

Igen en klassiker på Allikelund, hvor hele skolen mødes til en dag med dyster i forskellige sportsgrene. I 2020 måtte vi dog gøre det på en ny måde pga. corona, men eleverne gav den stadig gas og viste stærk kampgejst.

Nr. 6: Portræt af underviser Sune

Vores fysik-underviser Sune kom i rampelyset, da gymnasieskolen.dk lavede et flot portræt af ham og hans uddannelsesvej. Sune er nemlig udlært klejnsmed og har derfor taget en ret utraditionel vej til jobbet som gymnasielærer.

Nr. 5: P4 på visit

På Allikelund har vi haft øget fokus på håndtering af eksamensangst, og det var P4 forbi for at lave en historie om. Det var et spændende besøg, hvor journalisten  både talte med elever og undervisere om emnet.

Nr. 4: Virtuelt åbent hus

For første gang holdt vi i janaur 2021 åbent hus virtuelt for først K10 og siden EUX, EUD, HHX og HTX. Her kunne eleverne høre fra blandt andet rektor, undervisere og nuværende elever og på den måde få en forsmag på Allikelund.

Nr. 3: Sidste skoledag

Det er altid en festlig dag, når vores afgangselever klæder sig ud og holder sidste skoledag med show i kantinen og hyldest af især deres lærere.

Nr. 2: Delvis genåbning

Overskriften siger sig selv: Vi måtte få vores elever tilbage på skolen, og det var fantastisk efter al for lang tid med virtuel undervisning.

Nr. 1: Dimission

Det er ikke mange dage siden, men årets dimission må stadig på listen. Vores dimittender samt deres gæster indfandt sig i salen på Allikelund, og så havde vi ellers et par hyggelige timer med sange, legater, boggaver, taler og meget mere.

Nu glæder vi os, til et nyt skoleår tager sin start i august, hvor en hel ny årgang starter på Allikelund. Vi ses efter ferien!