Siden vores afgangselever blev hyldet ved dimissionen 29. juni, har der været ret stille på Allikelund. For den har stået på sommerferie for både elever, undervisere og øvrige ansatte.
Men nu er vi i gang igen. Og det er med manér. Mandag 12. august mødte de nye elever nemlig ind til deres første skoledag, og det betød i år også et velkommen til de mange elever, som starter i 10. klasse hos os.
Spændte fra start
Eleverne skulle mødte 9.15 og kom spændte – og måske lidt nervøse – ind ad døren til Allikelund og kastede hurtigt nysgerrige blikke rundt på både de nye omgivelser og de nye mennesker. Et nyt kapitel i deres liv skulle til at starte.
Alle samledes indledningsvis i salen, hvor rektor Karen Marie Bach Christensen bød velkommen og introducerede de mange nye ansigter til skolen, tutorerne og underviserne.
Lærte hinanden at kende
Derefter gik eleverne ud i deres klasser med deres kontaktlærere, hvor de nu skulle lære hinanden at kende, samtidig med de fik praktisk info om det at starte på en uddannelse på Allikelund Gymnasium.
Alt i alt en rigtig god start for de nye elever, som vi byder stort velkommen til skolen.
De næste uger har eleverne intro, hvor de blandt andet onsdag 14. august har fælles aktivitetsdag og senere skal på hytteture, hvor de kan blive rystet endnu mere sammen.