− Skal vi ikke ud at stå på skøjter?

Sådan lød det fra en elev i 10. klasse fra et par uger siden inden vinterferien.

Som sagt, så gjort
Svaret kom hurtigt fra lærerne: et klokkeklart ja. På K10 – og på Allikelund Gymnasium i det hele taget −  har eleverne nemlig medbestemmelse, både når det kommer til faglige og sociale tiltag.

Det betyder også, at der ikke er langt fra tanke til handling, og 10. klasserne var således onsdag efter vinterferien på tur til Isrosen i Holbæk.

Vejret var i top
I herligt solskinsvejr blev der skøjtet løs hele formiddagen, hvor nogle var lidt usikre på det glatte underlag og lige skulle finde fodfæste og balance, mens andre susede bare derudad i sikker stil, som om de ikke havde lavet andet hele livet.

Fælles for alle var det, at de hyggede sig og havde et par hyggelige timer sammen. Først og fremmest på skøjtebanen, men også, da skøjterne igen var udskiftet med almindeligt fodtøj. Inden bussen kørte retur til Kalundborg var der nemlig pitstop på McDonald’s, som også faldt i god jord.

Alt i alt et dejligt og humørfyldt afbræk fra den sædvanlige skoledag. Så tak til eleven med det gode skøjteforslag!