Torsdag 12. maj var en af de nok mest festlige dage på Allikelund i 2022 indtil videre. Her blev der nemlig holdt sidste skoledag for eleverne fra 3.o og 3.x, som om lidt over en måned bliver studenter.
Traditionen blev holdt
Traditionen tro mødte de ind til dagen i kreative udklædninger og startede med en hyggelig omgang morgenmad ude i klasserne, inden de to klasser omkring 9.15 indtog salen på Allikelund. Klar til at holde et par utrolig underholdende sceneshow foran resten af skolens elever, lærere og øvrige ansatte.
Blandt eleverne kunne man blandt andet spotte outfits med inspiration fra den populære tv-serie Squid Game, militæret og pirateri, ligesom der også var en enkelt enhjørning at se.


Lærerne blev hyldet
Som altid gav eleverne den gas med deres shows, hvor 3.o lagde for med gaver og takketaler til deres undervisere, en Kahoot om klassen samt et af dagens højdepunkter: en utrolig kreativ Allikelund-sang, som eleverne selv havde lavet. På den måde sørgede eleverne for at sætte stemningen i salen, og der var smil og grin at se og høre på de mange tilskuerrækker.
Dernæst var turen kommet til 3.x, som tog over, hvor 3.o havde sluppet. De delte ligeledes gaver (og minder) ud til de lærere, de har haft i løbet af deres tre år på gymnasiet, samtidig med deres studietid blev gennemgået i en kreativ Kahoot. Her kom de eksempelvis ind på deres studietur til Firenze og undervisningen.
Da de to shows var overstået, takkede rektor Karen Marie for den fantastiske underholdning, inden hele skolen trak ud på boldbanerne bag ved Allikelund.


Kombineret vand- og fodboldkamp
Her havde de to afgangsklasser nemlig udfordret lærerne til en fodboldkamp. Og som sagt, så gjort. Ude på banen stillede de to hold op mod hinanden; lærer iklædt regnjakker og regnslag, fordi det ville blive en kombineret fodbold- og vandkamp.
Det skabte en lille smule kaos i starten på banen, der var proppet med spillere, men humøret var i absolut top i løbet af kampen, som vist endte med en sejr på 4-2 til eleverne. Til stor jubel for sidelinjen, der levende fulgte med i kampen.
Derefter kunne 3.x og 3.o drage videre ud i Kalundborg og festen resten af dagen, inden den snart står på læseferie, eksaminer og studentertid.
Tv-Kalundborg var også med noget af dagen – læs deres historie HER,ligesom du også kan læse om sidste skoledag på sn.dk
Se alle fotos fra dagen på vores Facebook-side

