Det kan være svært at finde sin rette hylde i livet, men på K10 på Allikelund Gymnasium står vi klar til at hjælpe dig med at finde din vej i livet. Det har blandt andre Oliver, Nynne og Jeremy selv oplevet med et spændende år i 10. klasse, som har gjort dem klogere både personligt og fagligt.

Læs herunder, hvordan de mener, det er at gå på K10 på Allikelund.

Oliver Friberg Lyngholm Bohlbro går i 10B og har linjefaget Idræt og bevægelse:

– Jeg valgte K10, fordi jeg gerne ville forbedre mine karakterer og blive bedre til at fokusere i timerne.

Idræt og bevægelse er et super fedt fag, fordi vi både lærer om teori bag kost og motion og også bevæger os en masse, når vi prøver mange forskellige sportsgrene.

– Noget af det bedste ved Idræt og bevægelse har været vores overlevelsestur, hvor vi sov i shelter og lavede mad over bål.

– K10 har hjulpet mig til at finde ud af, at jeg gerne vil på EUX efter sommerferien her på Allikelund Gymnasium. Skolen er virkelig god, fordi man lærer folk på tværs af klasserne at kende – også gymnasieklasserne.

Nynne Korgaard Andersen går i 10B og har linjefaget Proces og praktik:

– K10 har givet mig mulighed for at finde ud af, hvad jeg vil fremadrettet.

– Jeg valgte blandt andet K10 på grund af linjefaget Proces og praktik. Det har givet mig mulighed for at ‘snuse’ til, hvordan det er at have et arbejde i en børnehave.

– Vi har fået undervisning i arbejdsvilkår og rettigheder, så man er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet.

– K10 er et virkelig godt år til at få genopfrisket og få mere viden om især dansk og matematik.

Jeremy Kipsanai Petersen går i 10B og har linjefaget Fag og fokus:

– Jeg har fået tid til at tænke over mine valgmuligheder i forhold til ungdomsuddannelse, og jeg er blevet sikker på, hvad jeg vil efter sommerferien.

– På K10 er der plads til at arbejde grundigt og fordybe sig i fagene, og lærerne er gode til at se, hvornår man har brug for hjælp.

– På fag og fokus har det været spændende at få smagsprøver på forskellige gymnasieuddannelser og deres fag.

– Det sjoveste ved Fag og fokus har været at få lov til at lave vores egen reklamefilm og lære, hvad en god reklamefilm skal kunne.