På hjemmebane til NudgeCase
På HHX lærer eleverne på Allikelund Gymnasium hurtigt at tænke kreativt, innovativt og løsningsorienteret på tværs af fag.
Derfor var 1.a og 2.a også på hjemembane, da tre hold fra klasserne deltog ved årets NudgeCase, som blev afholdt ved SDU i Slagelse onsdag 25. april.
Kender alt til det fra skolen
Her skulle eleverne finde på bæredygtige og nytænkende løsninger på konkrete udfordringer, hvor bæredygtighed kunne være vejen frem. Og det havde Allikelund-holdene ikke svært ved.
Efter at have lagt sig fast på en bestemt udfordring, gik de hver især i gang med at udtænkte koncept og præsentation for deres idé. Målet for dem alle var at skabe en adfærdsændring hos mennesker (unge) på forskellige måder.
Masser af idéer
Det havde holdene masser af gode idéer til og tanker om. Lige fra specialdesignede cigaretpakker til et særligt genbrugssystem i butikker. Idéerne fløj afsted, og eleverne arbejdede sammen om at finpudse dem.
Undervejs fik de også inspiration fra et hav af oplæg, som handlede om ting, eleverne skulle tage højde for, når de innoverede. Det tog 1.a og 2.a til sig, mens de planlagde de tre minutter lange pitches, de skulle holde for de øvrige hold – og som skulle bestemme, hvilke fire hold der skulle i finalen.
Disciplinen at pitche
Her gik de tre Allikelund-hold flot til opgaven og leverede skarpe og præcise pitches, hvor de først skitserede problemet og siden kom med baggrunden for deres løsning samt den endelige eksekvering.
Imponerende arbejde i en disciplin, som ikke altid er lige nem, og hvor det kan være svært at begrænse sig.
Selvom de tre hold ikke røg videre til finalerunden, leverede de dagen igennem stærke præstationer og fik for alvor vist, hvad man lærer på HHX: at tænke i nye baner og gennemtænkte koncepter helt ned til mindste detalje.