Foredrag med Oscar-aktuel filminstruktør Martin Strange-Hansen

Tirsdag formiddag blev der drysset stjernestøv over Allikelund Gymnasium, da den Oscar-vindende filminstruktør Martin Stange-Hansen var på besøg. I 2003 vandt han en Oscar-statuette for kortfilmen Der er en yndig mand, og nu – næsten 20 år senere – er han igen nomineret i samme kategori – denne gang for sin nyeste film, On my mind. Dét, og meget andet, fortalte han om på Allikelund Gymnasium tirsdag formiddag.

Lige hjemvendt fra Hollywood

Så sent som i sidste uge sad han til bords med stjerner som Billie Eilish og Steven Spielberg til et arrangement i Hollywood, hvor alle dette års Oscar-nominerede deltog. I dag stod Martin Strange-Hansen så i Kalundborg og var altså tilbage i Nordvestsjælland, hvor det hele startede for år tilbage; en stor, rød pil på storskærmen pegede på landsbyen Jorløse ved Tissø, så ingen kunne være i tvivl om hans lokale forankring.

Han har været i Hollywood før. Det mest opsigtsvækkende på Martins CV må nok være, at han kan kalde sig selv for vinder af en Oscar. Og han husker tydeligt den aften for 19 år siden. Han viste et klip, fra da han fik overrakt statuetten af Jennifer Garner, og han uddybede efterfølgende den overvældende oplevelse for en fyldt sal:

”Vi, der var nominerede, fik at vide, at vinderen havde præcis 45 sekunder til at holde sin takketale, fra navnet blev råbt op. Så blev mikrofonen sænket ned i gulvet, og musikken begyndte at spille én ud. Og nå ja, så var der forresten lige 1 milliard tv-seere til at overvære det.”

Dansk forpremiere på ny film

De tilhørende talte ud over Allikelund Gymnasiums egne elever fra HHX, HTX, EUX, EUD og K10 også introelever (8. klasser fra lokale fri- og folkeskoler) samt 7. klasseelever fra Skolen på Herredsåsen, som var indbudt, fordi de netop nu er i gang med et forløb om kortfilm. Alle lyttede nysgerrigt til Martins historier og fik som noget helt særligt lov til at se hans nyeste film, On my mind, som endnu ikke har haft premiere i Danmark endnu. Filmen handler om at tage afsked med en, man elsker, og dømt ud fra publikums modtagelse i salen er Oscar-nomineringen fuldt fortjent. Den er optaget under coronanedlukningen – mestendels på en bar, for som Martin siger:

”Alle barerne var jo lukkede og dermed tomme, så vi kunne lige så godt optage film der.”

Det er personlige oplevelser, som har ansporet fortællingen i filmen. Det kommer fx til udtryk vha. en dobbelt whisky og en insisterende karaoke-sanger, som er bare nogle af elementerne i den både humoristiske og alvorstunge skildring.

Et sprængt kålhoved og en støvsuget hamster

Selvom han syntes det var lidt pinligt, viste Martin også klip fra sine allertidligste film. Det var i VHS’ens tid, og man måtte være kreativ og bruge det forhåndenværende – fx et kålhoved, hvis man vil lade hovedet skyde af en person i handlingen. Det vakte stor begejstring og latter i salen at se de gamle amatøroptagelser akkompagneret af Martins morsomme behind-the-scenes-beretninger.

En rød tråd gennem Martins karriere har været at bruge det personlige i sine film – for det ved man noget om. ”Fortæl om noget, I kender”, som han udtrykte det. Eksempelvis har en sød, rørende og lidt sørgelig anekdote om en hareunge fra Martins barndom forfulgt ham lige siden. Den har bidraget med flere ting, bl.a. i kortfilmen Her bor Jensen fra 2010, som han viste et uddrag fra. Her har oplevelsen inspireret til en scene, hvor en 7-årig pige forsøger at støvsuge sin hamster (af grunde som Martin forinden havde indvilliget tilhørerne i), men hvor tilfældet vil, at det lille, sagesløse dyr lider en anden, utilsigtet og lidt komisk skæbne. Det var noget, der fangede publikum, og der blev efterfølgende stillet flere gode spørgsmål til hans film.

Martin gav også et interessant indblik i den filmtekniske arbejdsproces, han fortalte om og demonstrerede vigtigheden af lyd – især i gyserfilm, og til sidst vendte han tilbage til L.A. og viste – på opfordring fra publikum – dugfriske billeder fra Hollywood.

Det var en underholdende og lærerig formiddag i filmens tegn på Allikelund Gymnasium. Natten til mandag d. 28. marts sidder han der altså igen – i The Dolby Theatre, Hollywood. Denne gang med sin søn, som har været med til at lave filmen. Det skal blive spændende, om den 94. uddeling af de prestigefylde, gyldne statuetter kaster endnu mere glans over dansk film, som i øvrigt er nomineret i flere kategorier.

Læs også om besøget på sn.dk.