19. maj så egentlig ud til at blive en ganske almindelig fredag for Sascha Baasch, som går i 3.P på Allikelund Gymnasium og om få uger bliver student – og som er kæmpe fan af Nik & Jay.

Men dagen endte med at blive alt andet end almindelig for Sascha. Takket være Saschas veninde Sofie, som havde sørget for, at Nik & Jay tog turen til Kalundborg for at overraske Sascha med billetter til deres koncert i Royal Arena.


Nik og Jay ventede ude foran døren klar til at overraske Sascha.

En kæmpe overraskelse
Sascha troede egentlig, at hun skulle tale med sin lærer om en eksamensopgave. Hun sad derfor og forberedte sig ved sin computer i et klasselokale på Allikelund, mens hun ventede på, at hendes lærer skulle komme.

Men det var nogle helt andre, der åbnede døren. Nemlig hendes idoler Nik & Jay.

Sascha har en Nik & Jay-tatovering, som de fik set.

Da det første chok havde lagt sig, var der krammere mellem de to stjerner og Sascha, mens der blev filmet og taget billeder. Og så havde duoen også lige en besked til Sascha:

– Vi vil gerne invitere dig til koncert i Royal Arena, lød det med et smil fra Nik, mens Sascha stadig havde svært ved at tro på, det hele ikke var en drøm.

Men det var det ikke, og Sascha fik gjort en almindelig dag i sin læseferie uforglemmelig, samtidig med hun nu kan se frem til en fantastisk koncert i Royal Arena.

Sascha havde svært ved at forstå, at hendes idoler befandt sig på hendes gymnasium.