Ligesom man kan træne sin fysiske sundhed, kan man også træne, vedligeholde og styrke sin egen mentale sundhed.

Det lærer de omkring 60 elever, som går i de to 10. klasser på Allikelund Gymnasium i Kalundborg om i denne uge, uge 41, som er mental sundhedsuge.

Eleverne, som går på linjen Idræt og Bevægelse i 10. klasse, instruerer torsdag formiddag deres klassekammerater i en opvarmningsdans, som alle elever skal lære til om fredagen, hvor der også skal være fodboldturnering.

Eleverne har tre dage, onsdag, torsdag og fredag, hvor det sædvanlige skema er udskiftet med fokus på den mentale sundhed, hvor de bliver præsenteret for de ABC-budskaber, som gavner den mentale sundhed: A. Gøre noget aktivt. B. Gøre noget sammen. C. Gøre noget meningsfyldt.

Kalundborg Kommune, UngKalundborg og Allikelund Gymnasium samarbejder om projektet.

Sundhedskonsulent Laura Deigaard Sørensen fra Kalundborg Kommune fortæller, at det er andet år i træk, at man tilbyder dette til 10. klasserne, og man her netop valgt denne gruppe, fordi der er en del sårbare unge i 10. klasse, hvor nogle for eksempel har sociale udfordringer eller diagnoser.

Udover linjen Idræt og Bevægelse, er der Sund og Psyke, Fag og Fokus og Proces og Praktik i 10. klasse.

Ifølge lærer Anna Voigt Frederiksen, så gavner forløbet fællesskabet i klassen, og derudover får de unge også rykket deres egne grænser.

– Nogle siger, at de ikke kan løbe, og lige pludselig løber de alligevel, siger Anna Voigt Frederiksen.

Af aktiviteter er der blandt andet yoga, fællesspisning, fællessang, teambuilding, spilleaktiviteter og fælles fodboldturnering.

– Fællessangen var en vildt god oplevelse. Nogle elever startede med ikke at ville synge, men efter par sange, sang mange af dem med, siger Anna Voigt Frederiksen.

Eleverne skal senere torsdag besøge UngKalundborg, hvor de bliver præsenteret for de aktiviteter og tilbud der er på ungdomsskolen.

– Nogle af eleverne aner ikke, at ungdomsskolen findes, siger læreren.

Ida Harmundal og Lea Rasmussen går i 10. klasse, og de synes begge, at det er fint med en anderledes skoledag.

– Det er fedt, at man ikke bare skal sidde i klassen, men at vi lærer om sundhed, siger Lea Rasmussen.

De synes begge, at yoga var hyggeligt, og det samme gælder fællessangen.

– Der var ret mange, der sang med på Midt om natten, men den kender mange også forvejen, siger Ida Harmundal.

En anden bonus ifølge de to piger, er at eleverne lærer hinanden at kende på tværs af klasserne, fordi de bliver sat i nye grupper.