Allikelund Gymnasium – her har eleverne stor indflydelse og medbestemmelse

På Allikelund Gymnasium arbejder vi hele tiden ud fra det perspektiv, at gymnasiets kultur som helhed skal være med til at forberede eleverne til medbestemmelse og at kunne tage et demokratisk medansvar med de rettigheder og pligter, der følger med.

Skolemøderne et fast holdepunkt
På skolemøderne har både elevrådsformand Hans-Karl Rasmussen og festudvalgsformand Magnus Jensen ofte mikrofonen. Begge deler den holdning, at det er fedt at være en del af et gymnasium, hvor der i høj grad er medbestemmelse. Desuden har de også begge givet udtryk for, at de begge lægger vægt på deres positive samarbejde med rektor, hvor der altid opleves at være kort afstand fra tanke til handling.

Mange udvalg
Det oplever skolens andre udvalg også. På Allikelund er der også et kantineudvalg og en LAN-komite. Kantineudvalget har bl.a. været med til at indføre engangskopper, som er biologisk nedbrydelige, mens LAN-komiteen lige har afholdt 24-timers LAN-party og bedt om at få lov til at afholde tredages LAN i foråret, hvilket naturligvis er blevet imødekommet.

Døren altid åben
På Allikelund Gymnasium står rektors dør altid åben for alle eleverne, og det er de rigtig gode til at benytte sig af.

De kommer ofte med ønsker til arrangementer og andre spændende aktiviteter, og i samarbejde med de dygtige og engagerede undervisere er det alt sammen med til at sikre, at eleverne i deres tid på Allikelund Gymnasium får en bred demokratisk dannelse og en oplevelse af at være med til at skabe gymnasiet.

Derfor får eleverne også i løbet af et skoleår en stribe spændende foredrag om klima, socialt ansvar, robotteknologi, bakterier, politik og specifikke livsfortællinger – som eksempelvis fortællingen om en mand, som kørte jorden rundt på et løbehjul.

Den åbne dør på rektors kontor betyder også, at Magnus Jensen for nylig indtog hendes stol for at fortælle om medbestemmelsen på Allikelund. Det kan du høre i klippet herunder: