Allerede 15.30 begyndte de først unge fra 7. til 10. klasse at dukke op – nogle med forældre, andre med venner og veninder – i Kalundborghallernes hal 1 mandag 3. december.

Proppet med unge mennesker
Her blev der nemlig afholdt årets uddannelses- og lærlingemesse med start 16.00, hvor vi stillede op med et stærkt hold af både elever, undervisere og rektor Dorthe Alvang. Alle klar til at snakke med folkeskoleeleverne om deres uddannelsesmuligheder og det store valg: Hvad skal der ske efter folkeskolen?

Havde masser af gode spørgsmål
Og lad det være sagt med det samme: Det var en fornøjelse at opleve det engagement, elever og forældre kom med. De havde virkelig gjort sig nogle tanker og havde forberedt mange gode spørgsmål.

– Jeg vil gerne høre lidt om EUX. Hvilke uddannelser kan jeg tage den med? Den har jeg nemlig overvejet, lød det blandt andet fra en dreng, der med det samme faldt i snak med vores elev Magnus, som går på EUX og drømmer om at blive eventkoordinator.

Tak for besøget – vi ses til januar
De mange besøgende var nysgerrige på alt fra fremtidsmuligheder og uddannelseslængede til fag og studieretninger, og fra 16.00 (okay, lidt før) til 19.30 delte vores elever ud af deres erfaringer og viste de besøgende vores to nye foldere – for henholdsvis HHX/HTX og EUX/EUD/EUS.

Tak til alle jer, der kom forbi – det var skønt at tale med jer om jeres kommende uddannelsesvalg. Og husk, at du kan høre endnu mere, når vi 14. januar holder Åbent Hus. Her kan du komme og opleve skolen, og så sammensætter vi et ganske særligt program for aftenen – hvor du virkelig kan opleve vores uddannelser.