Allikelund Gymnasium siger 1000 tak til de fantastiske børn fra 4. og 5. klasse på Nyrupskolen samt Nyvangskirken Kalundborg, som tirsdag 13. december lagde vejen forbi Allikelund Gymnasium. Eleverne har øvet sig siden i sommer, og det kunne både ses og høres – 150 sang, så vi fik gåsehud.

En skøn tilbagevendende tradition, som fyldte hele huset med glæde. Og dejligt at så mange forældre, søskende, dagplejere og andre nysgerrige lagde vejen forbi vores gymnasium denne dag.

Hvorfor fejrer vi Lucia?
Midt i denne mørke tid fejres Lucia-dagen 13. december, hvor børn i hvide dragter bærer lyset rundt. Lucia var en ung kvinde, som led martyrdøden i år 304 på Sicilien. Der er flere forskellige forklaringer på Lucias martyrdød, og en af de mest sejlivede handler om, hvordan Lucia aflagde kyskhedsløfte for at kunne vie sit liv til Gud.

Det gjorde en vedholdende bejler så vred, at han angav hende til myndighederne. Kejser Diocletian ledte samtidig én af historiens værste kristenforfølgelser, og Lucia blev straks arresteret og stillet for retten – anklaget for at være kristen.

Hun kunne være sluppet fri, hvis bare hun ville ofre til kejseren. Det afviste hun dog med ordene: “Jeg kender ingen anden Gud end min skaber i himlen, og jeg er parat til at ofre mit liv for ham.” En bøddel skulle herefter have stukket hendes øjne ud og dræbt hende med sit sværd.

Første Lucia-optog i Danmark i 1944
Denne tragiske historie er blevet til et lysende optog, og det første større danske Lucia-optog fandt sted i Scala, København, i 1944 under besættelsen, hvor man ikke kunne få lys-symbolik nok. At denne traditionen er slået igennem i Skandinavien, skyldes måske, at vi længes efter lys i den mørke tid på året.

Under alle omstændigheder var det skønt at få lyst Allikelund op i vintermørket af de 150 elever denne tirsdag 13. december.

Læs om Lucia på Tv-Kalundborg HER