Der har været travlt i Kalundborg Hallerne i hele weekenden, hvor mange har været samlet i sportens tegn. På Allikelund Gymnasium, som ligger skråt overfor, har der ligeledes været meget travlt hele weekenden – ja, faktisk hele døgnet – da en masse elever har været samlet om deres sport. Nemlig e-sport foran skærmen.

Mange elever fra gymnasiet samt venner og gæster udefra valgte nemlig at tilbringe weekenden sammen, hvor de afholdt LAN og Spilcafé. Eventet begyndte fredag eftermiddag 3. marts kl. 16.00 og sluttede søndag kl. 13.00, og det var gratis for alle at deltage.

Dem, der blev og sov, kunne ligge side om side i et par lokaler ved siden af (hvor man selv skulle have liggeunderlag osv. med), og dørene blev så låst indtil om morgenen, hvor man igen kunne komme og gå, som man ønskede. Og så gjaldt det ellers bare at spille lige de spil, der måtte interesse én til enten LAN eller Spilcafé (eller begge dele), som altid er et helt alkoholfrit event.

Hele salen var sat op med borde og masser af udstyr, og ved et af bordene mødte vi Andrea og Nikolaj fra 1.x på HTX, og de var kommet godt i gang med spillene, som Andrea kunne fortælle:

– Nikolaj er i gang med at spille Hogwarts Legacy, og jeg er i gang med at spille Stardew Valley. Vi har lånt en af sofaerne, fordi det bare er hyggeligt at sidde her med dyner, spil og alle vores venner.

Ved et af de andre borde mødte vi Nikolaj fra 3.x på HTX, som var ved at kigge med på en af vennernes (Tobias’) skærme. Tobias går ikke på Allikelund, men er i lære som elektriker hos Stavnskær Elektrik i Kundby. Han var altså en af de gæster, der var med udefra.

– Jeg er blevet ’tvunget’ med af mine venner her på skolen, men det er okay, for det er en super hyggelig skole, mine venner går på. Og det er fedt, at jeg må være med. Det er meget sjovere at være til LAN end at sidde hjemme og tale over Discord, lyder det fra Tobias.

Marcus er formand for LAN, og han har oprettet eventet på Facebook. Her kan man altid følge med og orientere sig om næste LAN.

Allikelund Gymnasium har fast tradition for at afholde LAN to-tre gange om året, og som noget nyt kan man nu også deltage i Spilcafé, hvor skærmen er lagt væk og erstattet af mere analoge virkemidler. Ved et af bordene sidder Valdemar fra 3.x på HTX således og er i sving med at forberede sig til at spille hele eftermiddagen nede i Spilcaféen – med håndskrift på papir. Det er et one shoot, hvilket vil sige, at der spilles i ca. fem-seks timer, og så er brætspillet afsluttet. Spillet kan også være ongoing, og så spilles der f.eks. hver uge i fire timer og måske helt op til to år.

Underviser Houssein Ali Elsalhi står bag dette nye tiltag, som har oplevet stor opbakning:

– Spilcaféen er opstået på elevernes opfordring. De manglede en lokation, og det kunne jo sagtens være her på skolen om eftermiddagen. Via Games Workshop fik vi tilsendt et skoletilbud, og så var vi ligesom i gang. Det er rigtig hyggeligt at være en del af. Normalt underviser jeg bl.a. andet eleverne i kemi, men det er dejligt at tilbringe tid sammen med dem udenfor undervisningen også, fortæller Houssein med et smil.

På denne lørdag 4. marts kom der som nævnt også gæster udefra. Blandt andre kom Marius og hans far for at deltage i caféen. Adspurgt om, hvor de havde kendskab til caféen fra, fortalte faren:

– Jeg slog op på kultunaut.dk og fandt jeres invitation, og så besluttede vi os for at tage herned og prøve det af. Og det er skønt med en kop gratis kaffe.

Spilcaféen har fået sit helt eget lokale i kælderen, som er ved at blive mere etableret. Som navnet indikerer, er der fyldt med spil i kælderen, og der kommer også nye til. Det er alt lige fra de klassiske spil ludo og backgammon til mere komplekse og tidskrævende spil som Warhammer, hvor eleverne har brugt mange timer på at male de flotte små figurer.

Spilcaféen har åbent hver torsdag fra 12.00-16.00, hvor der er plads til alle. Noget, der i høj grad glæder rektor Karen Marie Bach Christensen:

– Vi er meget glade for dette nye tiltag på Allikelund Gymnasium, indleder hun og fortsætter:

– Det er skønt at se, at eleverne hænger ud på gymnasiet, selv når der ingen undervisning er. Det er også rart at møde deres kammerater, som ikke går på gymnasiet til daglig. Alle er nemlig velkommen i caféen. Et stort tak skal lyde til foreningen Liv i Kalundborg, som har været med til at gøre denne Spilcafé til en realitet. Vi ansøgte om nogle midler her, og i løbet af kort tid fik vi et positivt tilsagn om dette. Det har helt klart haft en væsentlig indflydelse på, at vi har været i stand til at etablere caféen så hurtigt for de unge.

Læs også om eventet på Tv-Kalundborg