Klar til revanche efter Kalundborg-derby
– Vi kommer stærkt igen næste år!
Ordene hørtes fra Allikelund-elever på både og udenfor fodboldbanen, da derbyet mod Kalundborg Gymnasium blev fløjtet af sen eftermiddag onsdag 9. maj 2018.
De to hold side om side inden kick-off. Til højre i sort ses Allikelunds spillere.
Kæmpede på skolens vegne
Det var nemlig blevet til et spinkelt nederlag på 1-0 til Allikelunds udvalgte spillere, som gennem de 2 x 25 minutter havde knoklet løs under den bagende sol og havde været tæt på mål et hav af gange. Men ind ville bolden ikke. Derfor blev Kalundborg Gymnasiums ene mål afgørende i kampen, som havde samlet hundredevis af gymnasieelever fra Kalundborg på sidelinjen op til Kristi Himmelfarts-ferien.
Der var proppet på sidelinjen.
Her nød de hinandens selskab, kølige drikkevarer og de af Føtex-sponsorede pølser på grillen, mens de fulgte nøje med i, hvad der foregik indenfor kridtstregerne.
Selvom det blev til et nederlag, var modet altså slet ikke taget fra Allikelund-eleverne, som kampen igennem klappede og heppede på deres klassekammerater i genfødslen af det traditionsrige derby i Kalundborg, som ikke har været spillet de seneste år.
Men allerede nu står 1.g’erne og 2.g’erne på Allikelund klar til at føre faklen videre og arrangere endnu en kamp næste år – så revanchen kan jages.