Julen nærmer sig med hastige skridt, og slutnovember betyder særligt én ting på Allikelund: den traditionsrige klippe-klistre-juleklip-dag, som i år fandt sted fredag 26. november.

Som altid var det for hele skolen, hvor eleverne havde to timer til at julehygge og ikke mindst til at lave årets julepynt til klasserne.

Der var dyb koncentration i arbejdet, da klassen med det flotteste julepynt vil blive kåret til juleafslutningen. 17. december. Alle ansatte er med i juryen, og der er en stor præmie på spil: en valgfri kage bagt af verdens bedste Heidi, som altid sørger for lækker mad til alle hver dag hele året rundt i kantinen. Og i dagens juleanledning serverede hun lækre æbleskiver og dertilhørende saft.

Julestemning i top
På billederne kan man se alle i fuld gang med at klippe og klistre  – og går man rundt på Allikelund, er man ikke i tvivl om, at det snart er jul og 1. december lige om lidt.

Julehyggen var i top, men elevernes konkurrence-gen var bestemt også vækket til live. For det var hele to konkurrencer denne dag. På selve dagen dystede klasserne i at lægge vores nye Allikelund-puslespil på tid – og dét var spændende. Hver klasse stillede med fire elever, og der var også et lærerhold. Vi kan godt afsløre, at lærerne ikke vandt i denne om gang, men mere kan vi ikke sige nu, for den heldige vinderklasse offentliggøres på skolemødet 6. december – og vinder en valgfri kage bagt af Heidi.

Det helt store tilløbsstykke
Både i kantinen og rundt om i klasserne julehyggede eleverne.

2.x var fx gået all-in og havde lavet en kæmpe guirlande, der skulle hænge ned fra loftet i hele klassen – udsmykket med hjerter og kugler. De var desuden i gang med at pyntet deres dør også.

Hos 3.o gjaldede en af de største juleklassikere fra højtalerne – nemlig Whams ’Last Christmas’. Her havde nogle af drengene kastet sig over et projekt med nogle store hvide stjerner, mens en række af pigerne lavede en farvestrålende guirlande. Andre var gået i krig med de små klassiske julestjerner af strimler, som altid skal give udfordringer og drille. Og så havde de arbejdet lidt forud på en formidabel pejs med ’ægte ild’.

Lagt i pejsen til tæt dyst
I klasseværelset ved siden af – hos 3.x – vækkede det konkurencefølelsen. Klassen har nemlig vundet julepynt-konkurrencen to år i træk, og de er klar på at lave en hattrick. Her var der også en meget flot pejs, en dør der blev pyntet op og meget andet superfint pynt.

Nogle af 1.g’erne mente dog i den sammenhæng bestemt, at det nærmede sig snyd, da nåde 3.o og 3.x måtte have brugt mere end en enkelt time på udsmykningen.

Alt i alt blev det en rigtig hyggelig dag med masser af julestemning på hele skolen, og nu kan julen bare komme – Allikelund Gymnasium er blevet pyntet op på fineste vis!