Onsdag formiddag 6. oktober var der foredrag i fællessalen på Allikelund – og det var et yderst interessant og inspirerende et af slagsen.

Noget af en cykeltur
45-årige Nicolai Bangsgaard havde nemlig lagt vejen forbi Kalundborg for at fortælle om sin jordomrejse – på cykel!

Proppet med eventyrlyst og en mission om at se hele verden cyklede Nicolai i april 2006 fra Danmark – og han vendte først tilbage fire år senere.

Nicolai kørte igennem seks kontinenter og besøgte undervejs hele 53 forskellige lande. Først ned igennem Østeuropa, så videre gennem Asien og ned til Australien. Via et par stillehavsøer gik turen herefter op igennem Syd-, Mellem og Nordamerika, og da gjorde hjemveen og de mange måneder uden familie og venner, at tanken om at vende snuden hjemad mod Danmark var særdeles fristende.

Manglede lige ét sted
Men som han også sagde til eleverne:

− Man kan jo ikke komme hjem fra en jordomrejse uden at have været i Afrika!

Det gjorde han så, og endelig – kæmpende og frysende i en udfordrende og historisk iskold vesteuropæisk vinter – kunne han i februar 2010 trille ind på Rådhuspladsen som det allersidste punktum på den imponerende rejse.

Turen bød naturligvis på både op- og nedture, og Nicolai berettede levende – akkompagneret af billeder, film og musik − om de mange steder og personer, han mødte undervejs.

Det overordnede budskab var ikke til at tage fejl af: Verden er fantastisk, og 99,9 % af dens befolkning består af positive, nysgerrige og imødekommende mennesker, så det er bare med at komme af sted, gav Nicolai videre til vores elever.