Informationsaften for de nye 10.klasseelever
Lige omkring 100 mennesker var onsdag aften samlet på Allikelund Gymnasium for at deltage i den årlige informationsaften, hvor de kommende nye elever skulle se og opleve deres nye uddannelsessted efter sommerferien. Rektor Karen Marie Christensen startede aftenen med at byde alle de mange gæster velkommen, og fortsatte med at fortælle: ’’At gå i 10. klasse på Allikelund Gymnasium byder på en bred vifte af faglige muligheder og udfordringer samt aktiviteter og sociale oplevelser. Og I aften prøver vi på at give jer et indblik i noget af det alt sammen.’’
10. klasse er for de fleste et velovervejet valg
Ret hurtigt fik de nuværende elever ordet, og de fortalte om deres dagligdag på skolen.
Markus Grynderup Thomsen startede med at fortælle: ’’Jeg har haft et år, hvor jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig meget. Jeg har f.eks. haft Fag og Fokus. Her har vi analyseret film på gymnasieniveau, læreren Signe er også gymnasielærer her på stedet, og vi har lavet vores egne kortfilm. Det har virkelig været spændende. Jeg føler, at jeg er blevet mere klar til at skulle ud og starte på en ungdomsuddannelse efter sommerferien’’. Herefter fortalte Victor Bach Hansen: ’’Det er sjovt at gå i 10. klasse på et gymnasium. Jeg har fået nye venner. Fælles for mange her på K10 er, at vi gerne vil blive bedre til dansk, matematik og engelsk – Det er vi blevet, og nu kan vi søge ind på den uddannelse, som vi har lyst til. Jeg selv og flere af mine venner fortsætter på uddannelser på Allikelund Gymnasium.’’
Et spændende tilbud til de unge
På K10 får eleverne et fagligt løfte i fagene matematik, dansk og engelsk, og de skal til eksamen i alle tre fag både mundtligt og skriftligt. Derudover er der flere forskellige valgfag og fire spændende linjefag, som eleverne skal vælge imellem. Det er Sund og Psyke, hvor der undervises i kroppen, seksualitet og hvordan man er mentalt sund f.eks. i form af at afprøve at male og flere andre kreative tiltag. En anden linje er Fag og Fokus. Her får eleverne lov til at prøve kræfter med mere gymnasierettede fag. Allikelund Gymnasium har i dette skoleår haft et samarbejde med Høng Gymnasium. Her har eleverne haft religion, musik og andre spændende fag. En tredje linje har fokus på Idræt og Bevægelse. Her lærer eleverne om kost, bevægelse og besøger det rige foreningsliv i Kalundborg. Eleverne er også på overlevelsestur i dette fag. Som fjerde linje kan eleverne vælge Proces og Praktik. Her er der fokus på praksislæring, da de unge er i praktik en-to dage om ugen, og de bestemmer selv i hvilken virksomhed. I øjeblikket har vi en elev, som har været ude i en frisør, og dette praktikophold har ført til en aftale om en læreplads.
Unge vælger at gå i 10. klasse for at blive klar til deres ungdomsuddannelse
På K10 går vi også meget op i, at de unge får en portion almen dannelse med sig, og derfor er der spændende foredrag, virksomhedsbesøg og sociale aktiviteter. En del af dette foregår på tværs af de forskellige uddannelser, som er samlet under samme tag på Allikelund. Studieturen i dette skoleår går til Odense i slutningen af september og koster 1500 kr. Aftenen blev rundet af med god tid til spørgsmål og guidede ture rundt på skolen af nuværende elever. “Det er altid spændende at møde de nye elever og deres forældre. Vi får allerede på sådan en aften mange gode samtaler, som er med til at danne grundlag for resten af skoleårets trivsel hos de unge”, fortæller rektor Karen Marie Christensen.
Uddannelse er vigtig
På Allikelund Gymnasium er vi til daglig godt 250 elever, bestående af K10, EUD, EUX, HHX og HTX-elever. Der er en række spændende aktiviteter både i og uden for skoletiden, der også går på tværs af uddannelserne så som elevrådet, eventudvalget, klimaudvalget, fredagsbar, fester, filmmaraton, LAN, spilcafé og meget mere.
Har du fået lyst til at gå på K10 – så kan du stadig nå det. Ring til os så hjælper vi dig!