Iman og Alain en del af ATU
I januar 2018 dimitterede tre Allikelund-elever fra Akademiet for Talentfulde Unge – Anton, Hjalte og Sofus fra 3.a.
De startede på akademiet, da de i 2016 gik i 1.g, og de havde to utroligt berigende og spændende år både fagligt og socialt.
To nye ATU’ere
Nu er det to nye elever fra Allikelunds tur til at opleve dette som en del af ATU. Iman El Meknassi og Alain Mwiseneza går i henholdsvis 1.a og 1.x og er blevet en del af det nye kuld på ATU’s afdeling på Sjælland.
Det betyder, at de i løbet af de næste to år – indtil de går i 3.g – skal til workshops, foredrag, lektioner og meget andet med ligesindede og få både mere viden og udvide netværk.
Som Alain forklarer:
– Jeg glæder mig virkelig og ser frem til at få nogle værktøjer, samtidig med det vækker ens nysgerrighed og udfordrer én.
– Ja, og så lærer man også sig selv bedre at kende, supplerer Iman og fortsætter:
– På den måde bliver det også interessant at tilegne sig ny viden indenfor bestemte områder og skabe relationer til andre ATU’ere.
Kan nørde med interesser
Som en del af akademiet skal de to elever både have obligatoriske hold og valgfag, hvor de kan gå i dybden med lige netop de emner og fag, de finder særligt interessante.
Iman går på HHX, mens Alain er HHX’er, og det medfører en naturlig foskel i deres interesser og præferencer, når det kommer til valgfag.
– Jeg kunne godt tænke mig at vælge noget i retning af filosofi, psykologi eller samfundsfag, forklarer Iman.
– Jeg går nok mere efter de naturvidenskabelige fag, lyder det derefter fra Alain.
De glæder sig begge enormt til at blive en del af forløbet, som ligger udover den daglige undervisning på Allikelund Gymnasium. Og så glæder de sig til at kunne drage nytte af den ekstra viden i netop undervisningen på skolen.
– Det bliver spændende at kunne bruge det i undervisningen og i flere forskellige fag, er de enige om.