Allerede 6. august startede de nye elever på EUD og EUX hos os, og efter at have haft skolen mere eller mindre for sig selv en uges tid fik de 13. august selskab af både de nye 1.g’ere på HHX og HTX og skolens ældre årgange.

Eleverne i 1.x hilser på – og hører om hinanden.

Glade mødte de ind, og mens 2.g’erne og 3.g’erne fortalte løs om, hvordan sommerferien var gået, og om det kommende skoleår, satte de nye elever sig spændte i fællessalen og kastede skjulte blikke rundt på hinanden. Nogle få kendte hinanden i forvejen fra lokalområdet og folkeskolen, men de fleste mødte hinanden for første gang.

Efter fælles introduktion ved rektor Dorthe Alvang, der bød de nye HHX- og HTX-elever hjerteligt velkommen, tog underviser Bjarne Ove Hansen 1.x og underviser Jacob Majlykke 1.a med ud i deres respektive klasselokaler, så de kunne få alt at vide om skolen – og møde hinanden ordentligt.

Udover at høre om alt det praktiske ved at gå på gymnasiet – med Lectio, digitale studiebøger og så videre – mødte den nye årgang deres mentorer og undervisere, prøvede forskellige ‘lær-hinanden-at-kende-lege’ og blev vist rundt på skolen.

Men eleverne er slet ikke færdige med introduktion til gymnasielivet og de nye klasser. Allerede tirsdag 14. august skal de nemlig dyste mod hinanden på den traditionsrige introdag, hvor eleverne klassevis skal give sig i kast med discipliner som beachvolley og kongespil.