Ligesom alle andre gymnasier har Allikelund Gymnasium travlt med at genåbne, så alle 1.g’ere og 2.g’ere kan komme i skole i slutningen af denne uge.

Et dejligt besøg
Men selvom der er fart på i øjeblikket, har vi på Allikelund aldrig for travlt til at tale med tidligere elever, som lige kommer forbi.

− For det var her på Allikelund, det hele startede for dem, fortæller rektor Karen Marie, som her i slutningen af maj har haft besøg af Fie Vedel Christensen, der blev HHX-student i 2014 fra Allikelund Gymnasium. I dag er Fie færdiguddannet cand.negot. fra Syddansk Universitet, og hun har altså haft nok at se til de sidste seks år.

Fie ude foran den indgang, som hun gik igennem i sine tre skønne og lærerige år på Allikelund.

En tur i rektorstolen
Fie fik en sodavand og fik tid i rektorstolen. Et koncept, som Karen Marie har indført, hvor forskellige udtaler sig fra hendes stol om forskellige emner. Og denne gang var det så om HHX fra Fie:

Efterfølgende gav Karen Marie Fie begyndelsen på nogle sætninger og bad hende om at færdiggøre dem. Og det kom der nogle stærke uddybende svar ud af fra HHX-studenten anno 2014.

Det bedste ved at gå på Allikelund Gymnasium var …

− Først og fremmest fagene afsætning og virksomhedsøkonomi. Jeg kunne med det samme mærke forskellen fra folkeskolen til gymnasiet. Jeg følte straks, at jeg her gik ned ad den rigtige vej. Alle fagene var tonet i forhold til min studieretning, så meget gik op i en højere enhed med hensyn til en mere nuanceret forståelse af det samfund og den økonomi, vi har i Danmark – ja, i hele verden. Allikelund Gymnasium var en mindre skole, og på den måde fik jeg og mine klassekammerater et tæt bånd med underviserne. Det er bestemt ikke det samme på universitet. Gymnasiet er en speciel tid i forhold til det at blive voksen, og hvad man nu skal ud og opleve efter gymnasiet med kærester, rejser og uddannelse.

Det værste ved at gå på Allikelund Gymnasium var …

− At jeg i 2.g oplevede, at jeg blev lidt studietræt. Det vendte dog i 3.g, da jeg pludselig fik en større motivation. Det, der motiverede mig var, at jeg kunne se lyset for enden af tunnelen, og jeg var klar på at levere en slutspurt efter 13 års skolegang.

Efter gymnasiet var jeg …

− Meget målrettet og ikke spor studietræt. Derfor søgte jeg direkte ind på Syddansk Universitet i Slagelse. Efter tre år kunne jeg kalde mig bachelor i international virksomhedskommunikation og international marketing. Derefter begyndte jeg på min kandidat. På niende semester var jeg på et udenlandsophold i Kina, hvor jeg arbejdede for Innovation Centre Denmark i Shanghai. Her arbejdede jeg med at få danske innovative virksomheder ind på det kinesiske marked. Så kom jeg hjem igen og skrev speciale om Danish core competences and Chinese competetive parametres in the EdTech medical market. Jeg er nu 26 år og har haft et fantastisk liv med læring.

Nu skal jeg …

− Finde mit drømmejob og gerne i udlandet. Men lige i øjeblikket nyder jeg også at være i Danmark. Her arbejder jeg for KKP Interiør i Høng, hvor jeg er sales and marketing manager. Jeg er blandt andet med til at lægge strategien for markedsføringen af vores flotte produkter, som er håndvaske i terrazzo, beton eller silgranit til badeværelsesindustrien. Samtidig er jeg frivillig i Headspace i Slagelse, hvor jeg er SoMe-manager.

− Headspace er et sted, hvor unge kan henvende sig, hvis de har brug for en voksen at tale med om både store og små problemer. Headspace blev startet af Poul Nyrup Rasmussen, efter han mistede sin datter, og er et gratis samtale- og rådgivningstilbud til unge mellem 12-25 år i Slagelse Kommune. Vores filosofi er, at intet problem er for småt eller for stort til ikke at komme og tale med os. Har du problemer med at søge SU – så kom til os. Får du ondt i maven over at tænke over dine uddannelsesmuligheder – så kom til os. Føler du dig ensom, eller har du ondt i sjælen – så kom til os. Drikker dine forældre – så kom til os. Headspace er der for at hjælpe, og min rolle er at sprede det budskab via vores sociale platforme, således at de unge i Slagelse får den hjælp eller sparring, de har brug for.

I min fritid…

− Der går jeg til gymnastik, men det har jo været lukket i et stykke tid. Og så må jeg bare indrømme, at jeg arbejder meget, fordi kan jeg godt lide det. På Netflix ser jeg gerne k-dramaer, som er dramaer på koreansk. Samtidig med det er jeg ved at lære japansk, så det er lidt forvirrende af og til at skulle hitte rede i alle disse udtryk. Jeg har bestemt rejsedestinationen Japan på min bucket list.

Afslutningsvis har Fie, som er født og opvokset i Kalundborg og stadig bor der, et klart råd til de unge, som går i gymnasiet lige nu:

− Nyd det! Tiden går rigtig stærkt. Sæt nogle mål for dig selv og gå efter dem. En af mine undervisere på Allikelund sagde altid: “Sigt efter månen, så når du en stjerne på vejen.” Det går jeg efter.

Vi ønsker Fie det bedste på vejen fremad og siger mange tak for hendes hyggelige besøg, tid og spændende svar.

Til sommer starter vi en god HHX-klasse op på Allikelund – med elever, der måske skal samme vej i livet som Fie. Det kan du læse meget mere om HER.