Som en del af den delvise genåbning af Danmark åbner vi op for noget undervisning for vores 3.g elever fra mandag 20. april. Dette kommer til at ske forsvarligt ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Vi møder ind på forskudte tidspunkter
Idet der kommer til at være flere klasser på skolen, vil vores 3.g’ere møde ind på forskudte tidspunkter og holde pauser forskudt i løbet af dagen. Hver klasse vil få anvist bestemte toiletter, som skal benyttes, så ikke to klasser benytter samme toiletfaciliteter.
For at undgå forsamlinger er kantinen lukket, og når undervisningen er færdig, skal eleverne med det samme forlade skolen. Efter endt undervisning bliver skolen rengjort, så den er klar til den efterfølgende dag.
Besked på Lectio
På Lectio vil det fremgå, hvilke dage vores 3.g klasser har undervisning på skolen, og hvilke fag de har den pågældende dag. Ligeledes vil eleverne her også kunne se, hvilken indgang de skal benytte sig af.
For at forebygge smitten
På vej til skolen, og når eleverne opholder sig i eller uden for skolen, har de fået besked på konstant at sikre at holde afstand til andre på minimum 2 meter. Desuden har eleverne fået besked på, at de skal vaske hænder eller spritte hænder af som det første ved ankomsten til skolen samt minimum hver anden time, når de er på skolen.
Desuden vil rektor Karen Marie Christensen give eleverne yderligere instrukser på, hvorledes de skal forholde sig til sikkerhedsreglerne den første dag, eleverne er retur på skolen.
Med afsæt i sundhedsstyrelsens anbefalinger opfordrer vi også til, at alle undgår at anvende offentlig transport, hvis det er muligt.
En god og nærværende afslutning
Vi glæder os til at se vores 3.g’ere på Allikelund igen og til, at vi sammen får det bedste ud af den sidste tid, inden vores elever bliver studenter til sommer.
Ved spørgsmål til opstarten er I velkomne til at skrive til rektor Karen Marie Christensen.