Torsdag aften 27. februar 2020 var 40 unge og forældre samt undervisere samlet på Allikelund Gymnasium til forældremøde.
Her bød programmet på informationer om de kommende eksamener i skriftlig og mundtlig dansk, engelsk og matematik. Torsdag var der kun 51 skoledage tilbage til, at de unge skal til at gå til eksamen, så den næste tid er en travl periode, hvor der bliver arbejdet målrette på at gøre de unge så klar som overhovedet muligt – både gennem undervisning, individuel vejledning og egen arbejdsindsats uden for skoletiden.
Og følger man den opskrift, så lovede underviserne også, at eksamen vil blive en god oplevelse, og at de (underviserne) havde erfaring med, at tidligere elever nogle gang blev meget overraskede over deres egen faglige formåen.
Kriminalitet og konsekvenser
Efterfølgende holdt SSP-konsulent Jacob et spændende foredrag om kriminalitet og konsekvenser. Foredraget havde nogle af de samme elementer, som eleverne havde arbejdet med om formiddagen sammen med Jacob, og handlede blandt andet om dette spørgsmål, som han stillede:
– Hvilken alder skal man have for at kunne gøres erstatningsansvarlig?
Eleverne havde hørt godt efter, så ingen var her i tvivl om, at svaret var 5 år! Jacob havde mange spændende spørgsmål og eksempler med, og det stod hurtigt klart, at alle på +20 år blev klogere på kriminalitet og konsekvenser.
Retskrav på optagelse
UU-vejleder Sisse sluttede forældremødet af med at fortælle, at optagelse.dk lukkede søndag kl. 23:59. Har man ikke inden tilmeldt sig en ungdomsuddannelse, mister man sit retskrav på optagelse.
Skulle man havne i denne situation, skal man selv rette henvendelse til den uddannelsesinstitution, man ønsker optagelse på, og her kan man så blive vejledt i forhold til, hvordan man kan blive optaget. Dette gør sig også gældende, hvis man som elev er vurderet ikke-uddannelsesparat.
Ønsker man at komme på HTX, HHX eller EUX her på Allikelund Gymnasium, skal man f.eks. til en optagelsesprøve efterfulgt af en samtale med rektor. Således fik flere elever sidste år en plads på deres drømmeuddannelse, som de stor trives på i dag.
Sæt kryds i kalenderen
I uge 10 sendes et referat ud af forældremødet til alle forældre i K10 via e-Boks.
Derudover ønsker vi at invitere jer alle til dimission onsdag 24. juni 2020 kl. 16.00 på Allikelund, hvor vi fejrer alle K10-elevernes eksamen. Her er alle velkomne, og vi sender en særskilt invitation ud, når vi nærmer os.