På K10 på Allikelund kan eleverne vælge valgfaget filmanalyse – et valgfag, hvor de kommer godt omkring i forskellige filmgenrer.
Og efter en til tider dyster og foruroligende tur gennem 80’ernes USA i selskab med bl.a. brødrene Coen og senest en Joaquin Phoenix i topform som hævntørstig Joker var torsdag 10. september blevet tid til en gang dejlig dansk idyl anno 2000 i form af “Blinkende lygter”.
Var helt med på temaet
Eller … sådan er den i hvert fald pakket ind ren filmkompositorisk i anslag og udtoning. Men selvom det meste af filmen er spækket med sort humor, skydeglade galninge og grimme gloser, så fangede de kvikke elever alligevel det, som filmen også handler om – nemlig venskab.
Efter forestillingen – mens der blev diskuteret og analyseret – trak deres underviser Jonas er par af eleverne til side for at stille dem to hurtige spørgsmål om det at have filmanalyse:
Hvad er det bedste ved faget?
Her var der ingen tvivl om, hvilken del af det sammensatte ord “film-analyse”, der vægtede tungest hos de filmentusiastiske elever:
– At se film!
–Og at vi nogle gange er med til at bestemme, hvilke film vi skal se (og analysere)!
Har I lært noget?
– I dag har vi lært, at danske komedier kan være bindegale – og sjove, lød det fra eleverne.
Næste uge bliver uhyggelig
Da timen var ved at være slut, spurgte underviseren ud i lokalet, hvilken genre der var stemning for at kaste sig over næste gang. Her lød det samstemmigt:
– GYS!
Der er med andre ord dømt uhygge i biografmørket på torsdag i lokale 6 på Allikelund Gymnasium.