Et brag af en dimission

24. juni 2017 blev der sat et flot punktum for skoleåret 2017/18. I ugen op til havde Allikelund Gymnasium boblet af både nervøsitet og glæde, som eleverne én efter én kom ud efter sidste eksamen og fik den flotte studenterhue på hovedet. Nogle lettede, andre rolige, men alle glade fra top til tå.

Spændte studenter
Det var også tilfældet til dimissionen, hvor der ingen nervøsitet var at spore. Måske kun lige hos taleholderne, som omhyggeligt havde forberedt taler om årene på Allikelund. Fælles for dem og alle andre var det, at der var utrolig kort til smil.

dimission-2017-studenter
Fokuserede studenter i Kalundborghallerne.

Dagen startede i Kalundborghallerene kl. 10.00, og ligegyldigt hvor man kiggede hen i salen, var der smil og grin. Fra elever, lærere, forældre, børn, kærester og alle andre, der havde fundet vej til dimissionen denne lørdag morgen.

De godt og vel seks kvarter i hallen blev brugt på uddeling af legater, musikalske indslag, overrækkelse af eksamenbeviser, elevtaler, lærertaler og meget mere.

De spændte studenter sad på de forreste rækker og havde måske en halv tanke på den kommende studenterkørsel, mens de fulgte nøje med i, hvad der foregik ved scenen. Både hhx, htx, eux og eud var repræsenteret, så med huer i forskellige farver blev eleverne hyldet og fejret af hele salen.

En lille skyller inden vognturen
Derefter gik turen mod Allikelund Gymnasium, men først skulle studenterne have taget fællesfoto ved muren på den anden side af skolen. Da det var veloverstået, strøg de mod gymnasiet, hvor studenter samt venner og familie samledes til en forfriskning. Der blev fortalt historier og delt minder fra tiden på Allikelund, mens de tre studentervogne kom trillende ind på parkeringspladsen ved skolen. Tre i alt. Klar til at blive pyntet. Det stod andre af skolens elever for, som knoklede med at gøre dem klar til en hel dags strabadser.


Det efterhånden traditionelle huekasteri.

Efter lidt tid søgte studenterne udenfor for at tjekke vognene ud, pakke dem med drikkevarer og gå i gang med den længe ventede fest. Undervejs måtte de klare en større omgang regn, men det slog dem ikke ud. Og heldigvis stoppede det, da vognene begyndte at trille afsted. Med festglade studenter, som skrålede løs på sangene fra anlæggene.


Der var fest på de tre vogne.

Vi ønsker alle studenterne alt godt fremover. Vi har virkelig nydt at have dem på Allikelund. Men det bliver ikke et farvel. Det bliver et på gensyn. For vi håber, at studenterne de kommende år vil slå vejen forbi Allikelund Gymnasium og fortælle os, hvor livet har bragt dem hen.

Se alle fotos fra dagen på Allikelunds Facebook-side