Aldrig før har der været talt så meget om Ukraine og Rusland som lige i øjeblikket på Allikelund. Alle er bekymrede, og alle vil gerne hjælpe flygtningene fra Ukraine. På tv’et ved indgangen på skolen følges situationen nøje, når mobilen er i lommen. Der står ofte elever og orienterer sig i konflikten via TV2 News, og snakken går hele tiden.

I denne uge traf elevrådet sammen med rektor Karen Marie Bach Christensen en vigtig beslutning: Vi vil sammen give en hånd til flygtninge fra Ukraine.

Jo mere du spiser, jo flere penge går til flygtningene
− Det er en selvfølge, at vi skal hjælpe vores næste, og elevrådet har slet ikke været i tvivl om, at det var det, de ville. Spørgsmålet var bare hvordan, fortæller rektor Karen Marie Christensen og fortsætter:

− Det var ingen sag at finde frem til gode ideer, når alle de unge gik i gang med at kaste ideer på bordet.

Det er blevet besluttet at udvide spisepausen på tirsdag fra en halv til en hel time. Omkring kl. 11.30 byder elevrådsformanden velkommen i kantinen, hvor der er alle de pizzaslices, som kantinen har formået at bage siden tidlig morgen. En slice koster 10 kr. og betales direkte ind på et link fra Røde Kors.

Ved hjælp af bare to klik kan man starte en indsamling til flygtninge fra Ukraine via Røde Kors hjemmeside – virkelig simpelt og smart. Og på storskærm kan alle elever og ansatte følge udviklingen i indsamlingen, og alle er selvfølgelig velkommen til at blive ved med at donere, selvom maven er fyldt.

Alle medarbejderne deltager også, og her er der 100% opbakning til tiltaget. Skulle der være et par elever, som ikke har råd til at købe slices, så kan de stadig få en slice, da nogle frivillige anonyme donorer har besluttet at dele denne regning mellem sig.

Krisen vendes i samfundsfag
Også i timerne vendes situationen mellem Ukraine og Rusland – ikke mindst i samfundsfag.

− I samfundsfag arbejder vi med at forstå omfanget af denne uhyggelige krig. Ca. 100.000 ukrainere har krydset grænsen fra Ukraine mod Polen, siden invasionen af russerne begyndte. Og lørdag formiddag fortalte Udenrigsministeriet, at de første flygtninge fra Ukraine var ankommet til Danmark. De unge er meget optagede af, hvorfor dette sker – og det findes der bestemt ikke noget entydigt svar på. Det er svært at skabe mening i krig – et aspekt, som vi dog hele tiden vender tilbage til, er magten, meningsløsheden og angsten for, hvad udviklingen indebærer, oplyser lektor i samfundsfag og organisation Brith Møller King.

Et stort fællesskab
For en stund bliver hele Allikelund Gymnasium forenet og en del af et enestående fællesskab, som Røde Kors er. Røde Kors gør noget godt for Verden, og sammen med deres 35.000 andre trofaste støtter er alle elever og ansatte på Allikelund Gymnasium med denne handling med til, at Røde Kors at yde støtte i form af  mad, beskyttelse og lægehjælp til børn og voksne i desperat nød.

’’Vores elever er helt fantastiske, og vi har bevidst valgt, at vi gerne vil dele denne kommende event med alle, således håber vi, at andre i lokalområdet vil følge med og finde på lignende aktiviteter’’, fortæller rektoren og fortsætter: ’’Jeg er meget stolt af, hvad vores unge elever formår. De står selv her i begyndelsen af livet, og alligevel samles de og vil gære noget. Denne ægthed mærkes helt ind i hjertet,’’ fortæller rektor Karen Marie Christensen. Skulle man komme forbi Allikelund på tirsdag i tidsrummet 11.30-12:30 er man velkommen til at komme ind, spise pizza og dermed donere penge til flygtningen fra Ukraine.