Som det er tradition, har uge 25 på Allikelund været én lang (studenter)fest. Den blev skudt i gang mandag morgen 20. juni, hvor de første afgangselever fra HTX, EUX og EUD fik hue på og blev fejret af venner og familie. Det blev gentaget tirsdag, hvor endnu flere skønne unge mennesker kom ud fra sidste eksamen. Lettede, glade og med smil over hele ansigtet.

Siden fulgte et par dage med afslapning og måske en studenterfest eller to, og så kom lørdag. Dagen for årets dimission.

En festlig kulmination
Det er altid et tilløbsstykke, som vi glæder os til, og 2022-udgaven blev bestemt ikke nogen undtagelse.

Rektor Karen Marie Christensen lagde for, efter alle havde indfundet sig på de mange rækker i salen på Allikelund. Forrest sad dem, det hele handlede om — studenterne — og de efterfølgende rækker af sæder blev fyldt ud af forældre, søskende, bedsteforældre, kærester, venner og meget mere.

De kunne alle høre rektors flotte tale til studenterne, hvor fokus blandt andet var på, at de har været en fornøjelse at have på Allikelund, hvor de har bidraget til det stærke fællesskab, og at de endelig ikke skal være bange for ‘at spilde tiden med mening’.

Mange minder at se tilbage på
Efter første nummer fra den lokale musikduo Agnes og Naja-Marie var det tid til i alt tre lærertaler ved Bjarne (HTX), Charlotte (EUD) og Signe (EUX). De har fået et indgående kendskab til eleverne efter at have været kontaktlærere for dem i flere år, og derfor leverede de både skønne og sjove minder fra tiden i og uden for klasselokalet.

De lyttende studenter brød flere gange ud i grin, når mere eller mindre pinlige øjeblikket blev hevet frem, og det stod klart for alle og enhver, at lærerne havde nydt tiden med 3.x, 3.o og 2.k.

Derfor var det også lige til for Bjarne, Signe og Jonas — de tre dansklærere på Allikelund — at uddele årets boggaver.

— Det er ikke nogen hemmelig, at I nok ikke valgte HTX for at få dansk. Det var vist mere et nødvendigt onde, indledte Bjarne med et af sine karakteristiske smil rettet mod eleverne.

Gaver og legater
Ikke desto mindre modtog både en afgangselev fra HTX, EUX og EUD en bog for en forrygende indsats og et gåpåmod i danskundervisningen. Gaverne gik til:

  • HTX: Julius Rebien
  • EUX: Katherine Westmoreland
  • EUD: Sarah Petersen

Dernæst skulle der uddeles endnu flere hædersbeviser til de spændte elever. Nemlig legater for særlige udmærkelser i tiden på Allikelund, og de gik til:

  • Allikelund-legatet (for at gøre en forskel) — Jasmin Tollstorff Petersen, 2.k
  • Home-legat (for at være mest glad og smilende) —  Simon Klintegård Antonsen, 3.0
  • Rotary-legat (for at flot resultat)Natalie Baandrup, 3.x
  • Rotary (for at gøre en forskel) — Katherine Evelyn Westmoreland, 3.o
  • Equinor-legat (for højst gennemsnit på HTX) — Mikkel Broni Simonsen, 3.x
  • LIONS-legat (for bedste elev) — Joel Olutimileyin Hansen-Olowolusi
  • LIONS-legat (for bedste kammerat vurderet af eleverne selv) — Nathalie Bak Hald

Eksamensbeviset i hus
Efter flere forrygende numre ved Agnes og Naja-Marie var turen kommet til årets elevtaler.  Det er altid spændende at høre, hvad eleverne har bidt særligt mærke i fra årene på Allikelund, og eleverne kom blandt andet ind på dagligdagen og trygheden på skolen og de lærerige studieture.

Da klokken nærmede sig 11.30, gik rektor Karen Marie på scenen igen. Denne gang med en stor bunke eksamensbeviser ved sin side. Dem uddelte hun til hver enkelt elev, inden hun hævede den officielle del af dimissionen, og studenter og pårørende kunne få sig en forfriskning og trække udenfor i det gode vejr.

Kørte afsted i solen
Her stod de to studentervogne klar til at blive pyntet, ligesom der på græsarealet overfor Allikelund skulle tages klassefotos af de tre afgangsklasser. Et sidste minde skulle i hus inden den festlige tur ud i det danske land.

Den blev kørt i gang omkring 12.30, hvor en lang række mennesker stod klar til at vinke, da vognene kørte en runde om Allikelund og afslørede de mange smil og grin på studenterne, som havde taget hul på den fortjente fest.

På Allikelund ønsker vi alle vores afgangselever kæmpe tillykke med bedriften. Vi har nydt at have jer på skolen, og vi vil komme til at savne jer, men vi glæder os samtidig over, at I nu skal ud og tage verden med storm.