Det er traditionelt set en af de bedste dage på skoleåret. Dagen, hvor vores studenter – vores dimittender – får det synlige bevis på flere års slid: eksamensbeviset. Og dimissionen 2019 var bestemt ingen undtagelse.

Den store festdag fandt sted lørdag 29. juni og havde været et tilløbsstykke. Særligt for dimittenderne, som i dagene, ugerne og måneder optil havde givet den en kæmpe indsats med at afslutte deres fag med manér og forberede sig til de skriftlige og mundtlige eksamener.

Glæde i stedet for nervøsitet
Denne lørdag var alt det klaret og en del af fortiden. Nu var nervøsiteten skiftet ud med glæde, smil, grin og latter. Både hos dimittenderne og deres familier.

Det stod klart, da dimissionen startede 10.00, og stolerække efter stolerække var fyldt med forventningsfulde ansigter i Kalundborghallerne.

Rektor for Allikelund Gymnasium Karen Marie Bach Christensen lagde for på talerstolen og bød alle velkomne, hvorpå dagens program kunne tage sin begyndelse. Første punkt var årets lærertaler, hvor Bjarne Ove Hansen startede med sin tale til årets HHX-elever fra 3.A.

Anekdoter i overflod
Bjarne både mindedes de gode år med eleverne, fandt plads til et par jokes og havde taget sin egen gamle (røde) studenterhue med som en gimmick – det hele faldt i god jord hos eleverne, som grinede på livet løs, når den ene efter den anden anekdote blev vendt.

– Men I er også tilstedeværende, arbejdsomme og kloge, slog Bjarne fast som noget af det sidste i sin tale.

Dernæst var det htx’erne fra 3.Z’ tur.

Her havde underviserne Susi Clermont Edrén og Jacob Majlykke fået æren, og de skiftedes til at sende bevingede og bevægende ord i retning af 3.Z, som undervejs ikke kunne undgå at knibe en tåre. Noget, der også var sket fra tid til anden i løbet af de tre år på Allikelund, kunne Susi fortælle med et smil, som eleverne gengældte.

Både Susi og Jacob hæftede sig ved den gode relation, de har haft både til klassen i sin helhed og eleverne hver især, inden de atter tog plads i salen.

Et hit vendte tilbage
Og så var det ellers tid til musik! Vi gentog succesen fra 2017 og havde fået fat i de skønne og lokale Agnes & Asger, som gav den med sang, mundharmonika og guitar. De havde fundet en række egne numre frem, som passede perfekt til lejligheden, og hele salen fulgte nøje med under det musikalske indslag.

Kort efter blev de afløst ved scenen af de næste – og dagens sidste – lærertaler.

Først ved Karina Liv Rasmussen, der holdt en flot tale for EUX-studenterne fra 3.O, inden Ole Botn stod bag dagens sidste tale til de fremmødte EUD-dimittender. Og han var ikke sen til at komme med nogle dugfriske eksempler fra eget liv.

Det gode håndværk
– For nylig skulle jeg have lavet en dør derhjemme, og der kom to mand fra et tømrerfirma og satte den i, og efter min bedste overbevisning gjorde de et  godt stykke arbejde. Det glædes jeg over. Det gode håndværk, indledte han.

– Og det gode håndværk er også den uddannelse, I er i gang med, fortsatte han og fortalte, hvordan det at være salgsassistent i en butik kræver rigtig meget – både ift. selve salget og kunderelationen – hvilket han oplevede, da han for nylig var nede og købe en ny skjorte.

Særlige præstationer skal hædres
Dernæst var det tid til at uddele legater, som der i år var hele seks af slagsen af.

Det første – Lektor Hender og Hustrus mindelegat – skulle traditionen tro gå til den elev på HHX med det højeste gennemsnit. Og blandt 3.A gik snakken hurtigt, og de havde godt lugtet lunten, da rektor Karen Marie nævnte vinderen:

– Tobias Keller Jørgensen! Stort tillykke! Er du sød at komme herop?

Dernæst gik det slag i slag, og du kan se hele listen over legatvindere herunder:

  • Lektor Hender og Hustru: Tobias Keller, 3.A
    For sit høje gennemsnit
  • Allikelund-legat: Natasja Elfrida Hald Appelgren, 3.O (50
    For at have gjort en forskel
  • Home-legat: Magnus Halvor, 3.Z
    For at være den mest glade og smilende
  • Rotary-legat: Oliver Sloth, 3.Z
    For sit høje gennemsnit
  • Rotary-legat: Astrid Beyer Lauring, 3.A
    For at have gjort en forskel
  • Equinor-legat: Magnus Larsen, 3.Z
    For sit høje gennemsnit

Næste punkt på programmet var noget, som der altid bringer glæde: elevtalerne.

Elevtaler sad i skabet
Første taler var Lasse Rune Nielsen fra 3.A.

– Jeg har gjort, ligesom 3.A har gjort med deres afleveringer i løbet af gymnasiet – ventet med at forberede mig til kl. 9.00 i morges, lød det fra Lasse med et smil, inden salen brød ud i et grin.

Lasse delte historier og sjove øjeblikke fra de tre år på HHX, inden Kristian Poulsen (KP) og Chris Fiil var klar til at gøre det samme med afsæt i HTX og 3.Z. Og her var der særligt fokus på klassens mindeværdige studietur til Kina.

– Fandme, om de ikke panerer brusk og sælger det … det sker kun i Kina, sagde KP og fik hele salen til at grine.

Chris tog over med den mere seriøse del af talen … eller den kedelige del, som han selv forklarede. Og han sluttede med et slå fast:

– Tak til hele klassen for de her år. Og til alle jer andre og lærerne selvfølgelig også.

Sidste taler kom fra EUX og var Phillip Larsen, som holdt en forrygende tale, hvor han blandt andet fortalte om sin status som bedst klædte ved årets gallafest.

Eksamensbeviset i hus
Da der var ro i salen igen efter de mange gode historier, tog klasserne på skift stilling oppe foran for at få deres eksamensbeviser. Bevist på årene på Allikelund og den eventuelle billet til videreuddannelse.

Da det var klaret, drog alle – elever, familie og alle andre – mod Allikelund, hvor der var reception med forfriskninger og selvfølgelig også klassefotos af alle afgangselever ved muren.

Imens var de yngre elever i gang med at pynte studentervognene, som 3.Z, 3.A og 3.O kørte afsted i 13.00  til stor jubel og hujen fra alle. Se selv her i videoen.

Vi vil gerne ønske alle studenter et kæmpe tillykke med bedriften. I har været en fornøjelse at have på skolen, og vi kommer til at savne jer. Al mulig held og lykke fremover.

Se flere fotos fra dagen på vores Facebook-side

Læs reportager om dagen i de lokale medier: TV-kalundborg og Nordvestnyt

Læs rektors tale