På HHX og HTX får eleverne mulighed for at bygge ting og afprøve dem. Og nogle gange giver det nogle ret vilde forsøg. Senest da 2.X i et tværfagligt forløb i fagene fysik, matematik og teknologi arbejdede med et projekt, hvor de skulle fremstille en katapult.
Et større projekt
Eleverne startede i værkstedet, hvor de skulle tage højde for mange krav i byggeriet:
– Katapulten skal fysisk kunne skyde max 20 meter
– Vinklen skal kunne indstilles
– Projektilet er en tennisbold (og intet andet)
Stort analysearbejde bag
Efter at have bygget katapulterne gik eleverne i gang med første forsøg af dem. Og det gik hverken værre eller bedre, end at den ene smadrede en overlægger under testen. Så kunne eleverne justere deres tal og udskifte katapulten.
Men ikke nok med at eleverne skulle bygge katapulter og afprøve dem. De skulle også redegøre for selve katapulten, dens påvirkning af samfundet, teorien bag samt lave en teknologianalyse.
Og så fik eleverne lov til endelig at skyde katapulterne af – ikke flere testskud. Det blev gjort som en konkurrence, hvor det gjaldt om både at skyde længst og mest præcist.
2.X gik op i det og skød deres katapulter af omme bag skolen som afslutning på det spændende tværfaglige forløb.