Ligestilling, kriminalitet, cigaretpriser, indvandring og klimaudfordringer: Emnerne var både spændende og sprængfarlige, da Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) tirsdag d. 6. oktober afholdt ”Demokratiets Dag” for Allikelund Gymnasiums 1.g’ere på HHX, HTX og EUX.

Esther Bæk Farsøe, politisk konsulent i DUF, bandt dagen sammen for eleverne, og vi bad hende sætte ord på, hvad Demokratiets Dag egentlig er for en størrelse:

– Det er en dag med fokus på demokrati og demokratisk inddragelse på landets erhvervsskoler for at øge de unges demokratiske engagement. DFU kommer ud på landets erhvervsskoler og laver workshops med deltagelse af ungdomspolitikere og elever. Her møder eleverne nogle andre unge, der er politisk aktive – og de politisk aktive møder nogle unge, der ikke nødvendigvis synes, at politik er det allermest spændende. På den måde skaber vi et møde på tværs og ikke mindst nogle spændende snakke om, hvorfor demokratiet er vigtigt.

– Eleverne får mulighed for at ytre deres holdninger til en masse forskellige spørgsmål. Vi oplever nemlig rigtigt ofte, at unge ikke føler sig trygge ved at udtrykke deres holdninger. Og som regel hænger det sammen med, at de meget sjældent bliver spurgt, hvad de egentlig mener og tænker, forklarede Esther.

Eleverne udfordret på deres holdninger
Dagen igennem krydsede eleverne klinger med fire ungdomspolitikere fra hvert sit parti:

  • Victor Hvistendal, Konservativ Ungdom (KU)
  • Laurits Rasmussen, Radikal Ungdom (RU)
  • Mathias Stockfleth, Dansk Folkepartis Ungdom (DFU)
  • Louie Andersen, Liberal Alliances Ungdom (LAU)

Og der blev gået til stålet under de intense workshops og den afsluttende paneldebat. Undervejs udfordrede politikerne nemlig eleverne på deres holdninger til emner, som unge alt for sjældent bliver konfronteret med til hverdag.

Demokratiets Dag var en øjenåbner for mange. F.eks. for Noel fra 1.x:

– Jeg har fået et meget bedre indblik i, hvad de forskellige partier står for, og hvordan man debatterer blandt partierne. Et emne som f.eks. indvandrerpolitik er ikke enten sort eller hvidt. Man kan kigge på det på mange forskellige måder, sagde Noel og tilføjede med et smil, at han nok var kommet en lille smule tættere på, hvilke partier han i hvert fald IKKE deler holdninger med.