I slutningen af juni 2018 kom Richardt Vognstoft og Sean Hughes glade ud fra eksamenslokalet ikke længe efter hinanden. Begge med store smil efter gode præstationer og karakterer i den afsluttende eksamen i 3.g – og de flotte HTX-huer kom på hovedet af eleverne fra 3.x.

Sean med hue på.
Fejring til den store guldmedalje
Derefter stod den på fejring af og med venner og familie, og et par dage efter sad de begge blandt årets glade og spændte Allikelund-studenter, da der blev afholdt dimission 30. juni.
Det var altså nogle særdeles begivenhedsrige dage for de to elever, der efter dimissionen kørte ud på den traditionsrige vogntur med klassekammeraterne.
Og så så vi ellers ikke mere til dem. Lige indtil midt i august. Her var de nemlig med på introturen for de nye 1.g’ere på HHX og HTX – for at give Allikelund-ånden videre og så også være med til at lave mad til den nye årgang.
Fest, fest, fest – og arbejde
Her kunne de, i en kort pause fra kødgryderne, afsløre, hvad de har gået og brugt tiden på, siden deres studentervogne kørte igennem Kalundborg.
– De første dage efter vognturen stod den på fest. Masser af fest. Den ene efter den anden, og det var en fed tid, startede Richardt, der dog kort efter slog fast, at hele sommerferien ikke kunne gå med det.
– Jeg har også arbejdet en masse for at tjene penge sammen til at kunne flytte her om lidt, når jeg skal studere i Aarhus.
Flytter til Aarhus
Selve flytningen har også taget mange timer af sommerferien – for det kræver noget både at pakke ens liv sammen i kasser og rykke ind i en ny lejlighed flere hundrede kilometer væk.
– Men der har selvfølgelig også været tid til at se vennerne og få sagt godt på gensyn til dem, nu hvor jeg skal til Aarhus, forklarede HTX-studenten.
Sean og Richardt gik i klasse sammen i løbet af de tre år på Allikelund Gymnasium, men selvom de ikke længere begge skal møde tidligt om morgenen i Kalundborg, skilles deres veje langt fra.
– Jeg har egentlig brugt sommeren på meget af det samme som Richardt, huskede Sean.
– At få et fuldtidsjob over sommerferien og få skaffet kapital til for det første at kunne komme videre med mit firma og for det andet at kunne flytte til Aarhus sammen med Richardt til januar.
Bygger videre på HTX
Ja, de to flytter sammen i Aarhus – og endda med en anden tidligere Allikelund-elev i Jonathan Thostrup, der blev student i sommeren 2017, samt en Jonas, som skal studere sammen med Richardt.
– Vi glæder os så meget, lød det fra dem begge.
– Det bliver godt!

Richardt på hjemmebane i laboratoriet på Allikelund.
Richardt flytter derover allerede nu, fordi han skal i gang med at studere, mens Sean lige skal arbejde et halvt år mere.
– Jeg starter på Nanoscience lige om lidt, sagde Richardt med et smil, inden Sean tilføjede med et grin:
– Min plan er at arbejde i et af de mest beskidte job, du kan tænke dig – på Statoil Raffinaderi.
– Så jeg kan tjene nogle penge og bliver klar til Aarhus, hvor jeg enten skal arbejde videre med mit firma eller starte på molekylær biomedicin.
Dermed skal de to studenter altså bygge videre på de fag og læringer, de har med sig fra Allikelund – og vi ønsker dem al mulig held og lykke i Aarhus.