Hvert år udpeges et par elever i vores 1.g-klasser til at deltage i Akademiet for Talentfulde Unge (ATU). Dette år er ingen undtagelse, og i år er vores ATU-elever på første årgang Mikkel, Natalie og Nathalie fra 1.x.
Grundet den nuværende coronasituation har de tre HTX-elever dog ikke mødt deres ATU-kammerater fra de andre skoler endnu. Heldigvis har de stadig fået noget ud af talent-forløbet indtil videre, men de glæder sig virkelig til at møde andre.
Det forklarede de, da de mødtes virtuelt for at tale om første semester på ATU. Den snak kan du høre lige her:
Glæder sig til at komme tilbage
Også vores ældre elever på ATU har tidligere mødtes med eleverne fra de andre skoler til camps, forelæsninger, workshops osv., og det er især den sociale del af forløbet, som Anna fra 2.x nu savner:
– Det har selvfølgelig været meget anderledes, i forhold til hvordan det plejer at være. Normalt er vi mellem 70-100 mennesker samlet. Den først del af semestret har kørt som normalt, men den sidste halvdel har vi haft online-undervisning, som har foregået over platformen Zoom. Det har fungeret overraskende godt – vi har kunnet lave gruppearbejde i ‘Breakout rooms’, og der har været de samme gode diskussioner og spørgsmål, som der plejer.
– Jeg har dog savnet at kunne snakke med de andre ATU’ere i pauserne, hvor vi lige får snakket foredraget igennem, taler om skolen osv. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til ATU og se de andre igen. Det er bare noget helt andet når man er der fysisk, hvor man kan snakke bedre med de andre, afslutter Anna.