Selvom det er anderledes tider, skal der stadig skrives store eksamensopgaver og -projekter, og det har mange af vores elever siddet og arbejdet med de sidste uger. Derfor er det ekstra dejligt, at de nu kan se frem til ferie – påskeferie. For alle dem, som har arbejdet så hårdt, er det en kærkommen mulighed for først og fremmest at få slappet af og nyde sejren og glæden ved, at endnu en stor opgave er ude af verden.

Skal ikke tjekke ind
Mange udtrykker, at det bliver helt mærkeligt, men også dejligt, at de ikke skal tjekke virtuelt ind hver morgen og gennem hele dagen, som de efterhånden er vant til med fjernundervisningen. At de ikke behøver at være på hele tiden, men rent faktisk kan få lov til at holde fri derhjemme. Dog er det for mange også lidt mærkeligt, at ferien ikke kan bruges sammen med hele familien og alle vennerne – at de ikke lige kan tage på café eller gå i byen i aften, for sådan plejer man jo at fejre ferie og afleveringen af store opgaver.

Men nydes skal ferien stadig. Og det bliver den.