Onsdag 27. juni 2018 var store studenterdag på Allikelund Gymnasium. Her skulle samtlige elever på sidste år på HTX, HHX og EUX nemlig op til sidste eksamen – så de kunne få de flotte studenterhuer placeret på hovedet.
Evode startede festen
Festlighederne startede 9.00, hvor Evode Micomyiza fra 3.x var første mand ude fra eksamenslokalet. Efter at have gået den lange gang fra eksamenslokalet og ned til det tætpakkede studenterområde blev han mødt af familie og venner, som stod klar med blafrende flag, knus og hujen.
– Du tænker lidt over, at du er den første, forklarede Evode.
– Det giver et vist pres. Udover du skal gøre sit bedste, lægger du også standarden, kan man sige, slog den dygtige student fast med et smil.

Her får Evode hue på.
Derefter gik det slag i slag med studenterne, der kom ud med lige dele glæde og lettelse én efter én.
Mange 12-taller
Den første student på HHX blev Sofus Johannes Koba, som fik endnu et 12-tal til samlingen, da han var oppe i International Økonomi, mens den første EUX-student var Pernille Molberg-Nielsen, som også klarede sin eksamen med bravour.

Sofus får studenterhuen på af sin stolte mor.
– Jeg fik 12, og resten af eksamenerne er også gået fint, så jeg har et gennemsnit på 13,1. Det er jeg meget tilfreds med, lød det fra en glad Sofus, som gerne vil studere International Business på CBS i fremtiden.
– Jeg synes, det er meget godt at være den første, så man kan gå rundt og se de andre være lidt stressede, mens man har fået huen på, grinede Sofus med et glimt i øjet.

Champagne måtte der til.
Nu venter dimissionen
Hele dagen igennem havde familierne til de mange studenter taget plads i storsalen på Allikelund, hvor de sad og fejrede deres studenter med kransekage, champagne og gaver. Lige indtil Kristina Sofia Andersen omkring 15.30 kom ud af eksamenslokalet som dagens sidste – med et flot 12-tal.
Nu venter der torsdag dimittendmiddag på Allikelund for studenterne og deres nærmeste, inden de lørdag mødes til dimission, hvor de får deres eksamensbeviser og skal ud på den traditionsrige vogntur.