2021 nærmer sig sin slutning, og derfor er det tid til at se tilbage på året på Allikelund – inden vi går ind i et spændende 2022.

Hvis vi ser bort fra corona og periodevise nedlukninger med virtuel undervisning, har det været endnu et hæsblæsende og fedt år på Allikelund Gymnasium med masser af gode historier.

Herunder har vi samlet fem af de bedste.

1. En sommer med afgangselever

Som altid betyder sommer, at en masse elever færdiggør deres uddannelse hos os – fra alle vores uddannelser. Det er en fantastisk tid, hvor eleverne kommer ud til venner og familie, får hue på for nogles vedkommende, og ellers bliver fejret i ugevis. Det hele kulminerede igen i år ved årets dimission, hvor afgangseleverne kørte ud i landet og videre ud i livet.

Læs også:

2. Julemåneden på Allikelund

Har du fulgt med her på siden den sidste måned, ved du, at vores elever går all-in, når det kommer til den årlige julekonkurrence, hvor der er kage fra kantinen på højkant. Eleverne pyntede deres klasser op til den helt store guldmedalje, og i sidste ende løb 3.x og 3.o med en delt 1. plads og dermed kage i det nye år.

Læs også:

3. En ny årgang starter

Tilbage i august bød vi over 100 nye elever velkommen på HHX, HTX, EUX, EUD og K10. De troppede op på Allikelund mandag 9. august og var måske lidt smånervøse for at starte på at nyt kapitel − men her fire-fem måneder senere er de faldet utrolig godt til og er blevet en fast del af skolens både faglige og sociale liv.

Læs også:

4. Allikelund-fester igen

Efter mere end et års pause kunne vi ved årets introfest midt i september endelig holde fest på Allikelund igen. Det var som altid vores veloplagte festudvalg, der stod bag den forrygende fest, som blev fulgt af flere elevfester igennem efteråret. Det er en fantastisk måde, hvorpå vores elever kan mødes på tværs af årgange og få fede oplevelser sammen.

Læs også:

5. Ekskursioner rundt omkring

En af de skønne ting ved fysisk undervisning er muligheden for ture ud af huset, hvor man kan lære på en helt anden måde. Det har været muligt løbende igennem 2021, hvor vores elever blandt andet har været i Tivoli, til sprogdag med Slotshaven Gymnasium og spillet padeltennis på K10. Endnu mere af det i 2022.

Læs også:

Vil du læse flere historier fra året? Så er det bare at trykke her!