Knap 70 nysgerrige og interesserede unge og voksne var samlet i Allikelunds kantine torsdag aften 30. januar 2020.
Årets anden åbent hus
Anledningen var et særskilt Åbent Hus-arrangement, hvor der udelukkende var fokus på K10 – Kalundborg 10. klasse.
– I mandags afholdte vi vores store fælles Åbent Hus-arrangement, hvor alle vores uddannelser blev præsenteret, men eftersom vi har udviklet et helt nyt koncept for 10. klasse – kaldet K10 – så valgte vi at holde et ekstra Åbent Hus, der kun omhandlede K10, fortæller rektor Karen Marie Christensen.
Glade for at have valgt K10
Eleverne fra den nuværende årgang på K10 glædede sig rigtig meget til at deltage i aftenen og til at fortælle om deres erfaringer med det anderledes og spændende skoleår.

Fra venstre: Emilie, Nikoline, Natalie, Jian, Mai og Mette.
Nye venner og fag du kender
Blandt andre Mai og Mette fortalte, at de er rigtig glade for at gå på K10:
– K10 er et rigtig godt år for mig, hvor jeg er blevet mere voksen. Det er godt at gå i 10. klasse på et gymnasium, da rammerne er anderledes, og jeg har fået nye venner på tværs af uddannelserne, lød det blandt andet fra Mai, inden Mette supplerede:
– Mai og jeg er blevet veninder, og vi har nogle af de samme interesser. Vi ville begge gerne blive bedre til dansk, matematik og engelsk – det er vi blevet, og nu kan vi søge ind på den uddannelse, som vi har lyst til.
Vil tage en HHX
– Vi har nemlig begge valgt at fortsætte med HHX på Allikelund Gymnasium, fordi vi gerne vil have adgang til de fleste videregående uddannelser og så have en uddannelse, som fokuserer på erhvervslivet. Mange andre i klassen har samme oplevelse med deres faglige niveau, og de skal f.eks. gå på Høng Gymnasium, Kalundborg Gymnasium eller have en erhvervsuddannelse, forklarer Mette.
Indholdet på K10
På K10 får eleverne et fagligt løfte i fagene matematik, dansk og engelsk, og de skal til eksamen i alle tre fag – både mundtligt og skriftligt.
Derudover er der fire nye spændende linjer, som de unge skal vælge mellem. Linjerne fylder en del af skoleugen, da der typisk vil være otte timers linjefag hver uge. En af linjerne fokuserer på sundhed og psykologi og en anden på at blive klar til gymnasiet.
Så er der en linje med fokus på sport/bevægelse og endelige en med praksislæring og praktik erhvervslivet. I sidstnævnte er de unge i praktik en dag om ugen, og de bestemmer selv i hvilken virksomhed.
Som rektor Karen Marie forklarer:
– I øjeblikket har vi en elev, som har været ude i en tømmervirksomhed, og dette praktikophold har ført til en aftale om en lærerplads.
På K10 er det afgørende, at de unge får almen dannelse, og derfor er der spændende foredrag, virksomhedsbesøg samt studietur. En del af dette foregår på tværs af de forskellige uddannelser, som er samlet under samme tag på Allikelund.
Uddannelse er vigtig
På Allikelund Gymnasium er vi til daglig godt 250 elever – bestående af K10, EUD, EUX, HHX og HTX samt ingeniørstuderende fra Professionsskolen Absalon. Der er en række spændende aktiviteter både i og uden for skoletiden, der også går på tværs af uddannelserne – fredagsbar, fester, LAN m.m.