Onsdag eftermiddag blev Allikelund Gymnasium og Processkolen vært for en inspirerende dag for medarbejderne fra Gørlev skole. Dette initiativ, ledet af afdelingsleder Jørgen Kjær Jensen fra Gørlev skole, havde til formål at styrke samarbejdet mellem grundskoler og ungdomsuddannelser i Kalundborg Kommune.
Ved ankomsten blev Gørlev skoles medarbejdere mødt af rektor Karen Marie Christensen fra Allikelund Gymnasium, som indledte med skolens kerneværdier om læring, fællesskab og individuel opmærksomhed.
Gennem dagen fik Gørlevs medarbejdere indsigt i de forskellige uddannelsesmuligheder, som Allikelund Gymnasium tilbyder, herunder fortællinger fra elever om deres oplevelser på HHX, HTX, K10 og erhvervsuddannelserne på business.
Derefter tog de ansatte på Gørlev Skole videre til Processkolen, hvor bl.a. de fik en introduktion til skolens uddannelser, teknologi- og procesfaciliteter.
Både Allikelund Gymnasium og Processkolen i Kalundborg er en del af Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser. Med besøget på Allikelund og Processkolen fik Gørlev Skole et indblik i uddannelsesinstitutionens mange uddannelsesmuligheder i Kalundborg.