Tidligere elever bag nyt nattelivs-site

Hvad end du vælger htx, hhx eller eux på Allikelund Gymnasium, får du en erhvervsrettet uddannelse - og dermed masser af erfaringer undervejs, som du kan bruge, når du kommer ud på den anden side. Om du så vælger at læse videre eller gå direkte ud i erhvervslivet.

Tag eksempelvis nuværende elev Sean Hughes og hans firma Frozty Ice eller Olivier Geppel, som står bag madvirksomheden TATAR. De har fået succes med innovative start-ups. Seneste skud på stammen er de to tidligere elever Matias Christensen og Lasse Zastrow. De har netop lanceret hjemmesiden nightpilot.dk, som skal gøre det nemmere for unge at få et overblik over, hvad der sker i nattelivet. Så de ikke går glip af noget.

- Nogle gange opdager man så bagefter, at der havde været en koncert et sted, som man egentlig gerne ville have været med til, har Matias forklaret til sn.dk om motivationen for at tage hul på dette iværksætteri-eventyr.

screenshot af nightpilot.dk
Dette overskuelige syn møder én på nightpilot.dk. Og det er netop det, der er vigtigst for de to unge iværksættere: at brugerne på en nem måde kan bruge deres hjemmeside.

Erfaring fra hhx
Matias har gået på hhx på Allikelund Gymnasium og blev færdig sidste sommer, hvorefter han gik i gang med et sabbatår. Men det er langt fra et roligt sabbatår. Sammen med Lasse bruger han nemlig masser af timer på deres fælles virksomhed nightpilot.dk. Også Lasse har tidligere gået på Allikelund. 

Makkerparret startede virksomheden, fordi de så et af de populære huller i markedet: Det er svært at finde ud af, hvad der sker hvor - og hvornår. Derfor bruger de nu deres viden om lokalområdet i Nordvestsjælland til at gøre det nemmere for både piger og drenge mellem 18 og 25 år at få de bedste oplevelser, når de er i byen.

Som Lasse udtaler til sn.dk:

- Vi kommer selv fra lokalområdet, så vi kender stederne og målgruppen.

Som iværksættere har Matias og Lasse i arbejdet med nightpilot.dk kunnet bruge flere af de ting, de lærte, dengang de gik på Allikelund. Arbejdet med målgrupper, innovation, afsætning, virksomhedsøkonomi. Under de tre års gymnasial uddannelse fik de mange eksempler på, hvordan disse fag bruges i den virkelige verden - og nu er de selv med til at skabe de eksempler.

Læs artiklen om de to iværksættere på sn.dk her og deres interview med TV-kalundborg her